06 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pension øger ulighed

Pension øger ulighed

Torsdag, 04. januar, 2007, 00:00:00

Den voksende ulighed i indkomsterne går igen i pensionsopsparingerne. Ældre Sagen foreslår genopretning via forhøjet pensionstillæg og firedobbelt ATP-bidrag for alle

Skævheden i indkomsterne bliver ikke mindre skæv, når danskerne går på pension - tværtimod. Og det skal der rettes op på, mener Ældre Sagen.
Skævheden er for alvor kommet frem i nye tal fra ATP. De viser, at den ene halvdel af danskerne i snit kun betaler 650 kroner om måneden i pensionsopsparing. Den anden halvdel betaler gennemsnitlig 4.500 kroner.
Ældresagen er overrasket over at skævheden er så stor, og kræver indgreb fra politikerne.
- Her og nu skal pensionstillægget have en kraftig forhøjelse. Alternativt skal ældrechecken forhøjes eller gøres skattefri. Og for at rette op på skævheden på længere sigt, foreslår vi en firedobling af ATP-bidraget, siger Jens Højgaard, økonom i Ældre Sagen, til Arbejderen.
Skævheden i indbetalingerne - og dermed de kommende udbetalinger - er så stor, at den ene halvdel af befolkningen står for 87 procent af indbetalingerne til pensionskasserne. Den anden halvdel klarer sammenlagt kun 13 procent.
For omkring en tredjedel af befolkningen er ATP-bidraget den væsentligste pensionsopsparing. Her er der langt til billedet af den golfsvingende pensionist, der tilbringer en stor del af tiden med eksotiske udlandsrejser.
Det hører med til billedet, at ATP`s undersøgelse kun omfatter arbejdsmarkedets 'kernetropper', de erhvervsaktive 30-59-årige. Tallene ville ellers blive påvirket af, at så mange under 30 er i gang med en uddannelse og derfor kun har deltidsarbejde eller midlertidige job, vurderer ATP
Hvis ikke dem i kanten eller helt uden for arbejdsmarkedet også kommer med i pensionsopsparingen, vil det gå helt galt, når de når pensionsalderen, vurderer Jens Højgaard. Derfor mener Ædre Sagen, at alle på overførselsindkomster skal betale det foreslåede firedobbelte ATP-bidrag.
- For kontanthjælpsmodtagere og andre, der ikke er i stand til at afsætte et så stort beløb til pensionsopsparingen, må staten træde til og betale, siger Jens Højgaard.
Uligheden i pensionsopsparingerne havde også den såkaldte Velfærdskommissions opmærksomhed. Kommissionen foreslog, at der blev grebet ind for at rette op på skævhederne.
- Det var et af de få områder, hvor Velfærdskommissionen kom med konstruktive forslag til forbedring af velfærden. Men det ignorerede politikerne, da de indgik velfærdsforliget, forklarer Ældre Sagens økonom.
Det indrømmer socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov da også blankt.
- Det er et af de store problemer, vi ikke fik løst med velfærdsforliget. Der skal findes et svar, og hurtigt. Ellers sender vi regningen videre til kommende generationer, siger Thomas Adelskov til Politiken.
Han giver dog ikke noget bud på et svar. SF foreslår forhøjet pensionstillæg for dem, der kun har folkepensionen, samt et loft over pensionsindbetalinger på 100.000 kroner om året. De Radikale vil derimod helt væk fra en universel aldersbestemt pension og tilbage til trangsbestemte ydelser.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland