Regeringen bør benytte femårs-dagen for Guantamo-lejrens oprettelse til at kræve, at USA lukker lejren, opfordrer anti-torturcenter.
Regeringen må bruge rapporten som afsæt til overfor USA og internationalt at kræve lejren lukket straks. Danmark har som foregangsland i kampen mod tortur en særlig forpligtelse til at gå imod den årelange og systematiske tortur i Guantanamo-fangelejren. Fogh kan passsende udnytte sit tætte forhold til USA.
Sådan lyder reaktionen fra Tue Magnussen, kommunikationskoordinator hos Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.
Sent tirsdag offentliggjorde det amerikanske forbundspoliti, FBI, en rapport om forholdene i den amerikanske Guantanamo-fangelejr. Den grundige rapport, som har været hemmeligholdt siden 2004, bygger på øjnevidneberetninger fra 493 FBI-ansatte.
I rapporten berettes blandt andet om en fange, der i over et døgn blev lænket til gulvet, liggende i sin egen afføring og urin. En anden barfodet fange rystede af kulde efter at have ligget kneblet i et rum med aircondition skruet helt op og udsat for øredøvende musik og truet med hunde. En anden gang var airconditionen slukket og varmen i det uventilerede rum var langt over 38 grader.
FBI-agenterne beretter også om fanger med brækkede fingre, blå øjne og sår i ansigtet. Fangerne blev også udsat for psykisk tortur - eksempelvis at blive døbt i den rette katolske tro af udklædte præster eller at få smurt menstruationsblod i hovedet af kvindelige soldater.
I alt har agenterne oplevet 26 tilfælde af 'agressiv mishandling' og 'agressive forhør'.
Den 11. januar er det fem år siden USA åbnede lejren.
- Fem år er alt for lang tid med åbentlyse overgreb på menneskerettighederne. Guantanamolejren er en hån mod Genevekonventionen om krigsfangers rettigheder. Ved at kalde formodede Al Qaeda og Taleban-soldater for 'illegale kombattanter' har USA med et pennestrøg sat alle de rettigheder for krigsfanger ud af kraft. I stedet hersker nu en total retsløshed, hvor mennesker kan tilbageholdes på livstid, uden at vide hvad de er sigtet for og uden rettergang og dom, advarer Tue Magnussen.
Udenrigsminister Per Stig Møller stod i går 'ikke til rådighed for pressen'. I stedet fik Arbejderen via ministerens presserådgiver tilsendt følgende citat fra udenrigsministeren:
'Regeringen har gentagne gange taget afstand fra umenneskelig behandling og tidsubestemt tilbageholdelse på Guantanamo. De nye oplysninger bekræfter mig i, at denne afstandstagen er helt på sin plads'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278