Herhjemme har Dansk Folkeparti travlt med at tage afstand fra dybt højreradikale grupperinger - I EU-parlamentet går samarbejdet fint
'I mine øjne er han fascist', udtalte den tidligere belgiske udenrigsminister Louis Michel om Umberto Bossi, ledende medlem af det dybt højreradikale italienske parti Lega Nord.
Ikke desto mindre sidder Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet, Mogens Camre, storsmilende lige til højre for Umberto Bossi.
Arbejderen er klikket ind på hjemmesiden (www.uengroup.org) for den gruppe i EU-parlamentet, som Dansk Folkeparti er medlem af. Selvom gruppen kalder sig Unionen for Nationernes Europa, er den kun fyldt med højreradikale partier.
Gruppen har i alt 44 medlemmer. På nær en enkelt kommer samtlige italienske medlemmer fra enten Lega Nord (fire medlemmer) eller fra Alleanza Nazionale (otte medlemmer), kendt for sine rødder tilbage til den italienske facistleder Mussolini.
De 44 medlemmer diskuterer politik, deler økonomi og holder gruppemøder sammen. Men faktisk er der ingen grund til at de to italienske partier er med i gruppen. Ifølge EU`s regler kræver det blot 19 parlamentsmedlemmer fra fem forskellige medlemsstater at danne en gruppe.
Hvis der var vilje hos Mogens Camre og de andre i gruppen kunne man altså godt blive fri for de højreradikale italienere.
Via gruppen har de højreradikale adgang til at sidde i EU`s forskellige komitéer og arbejdsgrupper. Eksempelvis sidder Alleanza Nazionale og Lega Nord med i komitéen for udenrigsanliggender. Andre medlemmer sidder i komitéen for jura og civile rettigheder, komitéen for kultur og uddannelse og en er med i delegationen for EU`s samarbejde med de tidligere kolonilande.
Arbejderen har de sidste to dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mogens Camre, om hans holdning til det selskab han er en del af.
I marts sidste år blev Lega Nord smidt ud af JuniBevægelsens gruppe i EU-parlamentet efter omfattende kritik og debat i flere år blandt bevægelsens medlemmer. Det skete konkret efter at Lega Nords reformminister i den italienske regering bar en t-shirt på tv med print af tegningen fra Jyllands-Posten, hvor Muhammed har en bombe i turbanen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278