05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

FN mener irakere skal blive

FN mener irakere skal blive

Lørdag, 06. januar, 2007, 00:00:00

FN opfordrer de europæiske lande til at give opholdstilladelse til irakiske flygtninge. Regeringen er afvisende

FN opfordrer de europæiske lande til at give opholdstilladelse til irakiske flygtninge. Regeringen er afvisende. I dag går præster i Hillerød, Odense og Esbjerg i aktion for de irakiske asylansøgere, der har fået afslag på at kunne blive i Danmark.
- Regeringen bør tage de her menneskers sager op igen. Fem år i flygtningelejrene under nedbrydende forhold er nok, siger sognepræst Thyge Enevoldsen fra Hillerød til Arbejderen.
Han hilser med glæde den seneste udmelding fra FN`s Flygtningehøjkommissariat UNHCR, som opfordrer Danmark og andre europæiske lande til at give opholdstilladelse til irakiske flygtninge fra det centrale og sydlige Irak.
UNHCR understreger, at situationen i disse dele af Irak er præget af ekstrem vold og udpræget ustabilitet.
I Danmark er der 583 irakiske flygtninge som har fået afslag på asyl. De har i gennemsnit levet fem år i flygtningelejrene.
Meldingen fra UNHCR har fået Socialdemokraterne til at ændre holdning. Partiet støtter nu, at de irakiske flygtninge får en midlertidig opholdstilladelse. Men regeringen er umiddelbart ikke indstillet på at følge opfordringen fra FN.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj henviser blot til, at det er Flygtningenævnet, som har kompetencen i asylsager. Men som reglerne er i dag, kan nævnet kun give opholdstilladelse til personer, der er 'konkret og individuelt' forfulgt i hjemlandet.
Præsternes protest støttes af studerende fra Roskilde Universitetscenter og Københavns Universitet, der vil aktionere foran Vor Frue Kirke i København mellem klokken 11 og 13 i dag.
- I det hele taget oplever vi en meget stærk reaktion i befolkningen på de irakiske flygtninges umulige forhold. Vi har fået så mange sympatitilkendegivelser, at du tror det er løgn, siger Thyge Enevoldsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland