05 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

OK-forhandlere holdes til ilden

OK-forhandlere holdes til ilden

Tirsdag, 09. januar, 2007, 00:00:00

Ansatte i industrien ønsker bedre vilkår, når de arbejder på ubekvemme tider. Det vil forhandlerne blive mindet om hver dag under forhandlingerne

Mere end 250 ansatte på industrivirksomheden MAN Diesel A/S har sendt en hilsen til de fire hovedforhandlere, der i fredags tog hul på spillet om nye overenskomster på industriområdet.
- Vi ønsker betaling ved kasse et, når vi arbejder på ubekvemme tider. Om den kompensation så skal bruges til løn, nedsat ugentlig arbejdstid eller længere ferie, det vil vi selv have større indflydelse på, siger Per Damm til Arbejderen.
Han er tillidsmand for de omkring 60 timelønnede 3F-medlemmer på arbejdspladsen, men også de 200 timelønnede Metal-medlemmer på MAN Diesel bakker op om kravene.
- Der er så mange ulemper socialt og helbredsmæssigt ved at arbejde døgnet rundt. Derfor synes vi, det er oplagt, at overenskomsterne sørger for, at vilkårene bliver bedre, lyder det bestemt fra tillidsmanden.
Der er imidlertid langt fra udmeldingen fra industriarbejderne til holdningen i Dansk Industri (DI).
- Det er jo enklest, hvis det koster det samme at arbejde på alle tider, sagde Hans Skov Christensen, DI`s administrerende direktør i fredags, da forhandlingerne blev indledt.
- Vi har ikke bedt om at arbejde om natten. Fjerner de alle tillæggene, så forventer jeg, at vi alle kommer på dagskift. Uanset hvad de centrale forhandlinger lander på i spørgsmålet om vilkårene for skifteholdsarbejdere og andre, der arbejder udenfor normal arbejdstid, så følger vi det her op ved de lokale forhandlinger, siger Per Damm.
De ansatte på MAN Diesel står ikke alene med kravet om forbedringer på området. Sidste år blev der holdt en skifteholdskonference, der satte sig som mål at gøre temaet synligt i overenskomst-forhandlingerne.
- Som en direkte udløber af konferencen, er der sat en stafet i gang. Hver dag, foreløbig til og med den første uge i februar, vil der komme en ny udtalelse fra skiftende arbejdspladser, der forlanger resultater, fortæller Finn Sørensen, næstformand i 3F Industri og Service København.
Finn Sørensen opfordrer arbejdspladser, der ønsker at deltage i skifteholdsstafetten, om at kontakte ham. Det sker nemmest ved at sende en e-mail til brygfinn@3f.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:54

Indland