Der er huslejestigninger, en almen boligfond og ejerlejligheder i vente for christianitterne. Beboerne i fristaden tygger på nyt forslag fra regeringens embedsfolk
Det bliver dyrere at bo på Christiania i fremtiden. En bolig på 75 kvadratmeter vil ikke længere koste 3300 kroner om måneden - fremover skal den koste 5000 kroner.
Det er en af konsekvenserne af et nyt forslag om Christianias fremtid som Slots- og Ejendomsstyrelsen offentliggjorde mandag.
- Vi er meget bevidste om, at de ganske betydelige huslejestigninger kan være en effektiv måde at udskifte befolkningssammensætningen på Christiania, siger Mette Pagode fra Christianias forhandlergruppe til Arbejderen.
Forslaget er et resultat af forhandlingerne mellem staten og Christinias rådgivere, blandt andet advokat Knud Foldschack.
Et centralt punkt i forslaget er, at Realdania stifter en almennyttig boligfond, som køber byggerettighederne på Christiania og står for opførelsen af 12.000 etagemeter nyt eksperimenterende boligbyggeri. Samtidig oprettes en boligorganisation, som Christiania driver, den skal stå for 32.000 etagemeter boliger.
Den nye plan fastholder byggeri af private boliger i et hjørne af fristaden på i alt 7400 kvadratmeter. Noget christianitterne er meget utilfredse med.
Christianitternes har mange spørgsmål til forslaget, oplyser Mette Pagode. Blandt andet vil de gerne vide hvordan retningslinjerne bliver for Realdania-fondens samarbejde med Christianias eget boligselskab?
- Det er vigtigt for os, at fonden kan indgå i Christianias fællesskab, siger Mette Pagode. Vi mangler også svar på, hvordan fremtiden ser ud for skurvognsbyen på Røde Sols plads.
Beboerne på Christiania har frist til den 8. februar til at sige ja eller nej til det forslaget. Fristadens rådgivere opfordrer dem til at sige ja, de mener ikke der kan opnås et bedre resultat. Det nuværende forslag er strikket sammen efter at christianitterne den 15. november gav et betinget ja til statens første udspil.
I weekenden den 20.-21. januar vil forhandlingsgruppen tage på rundtur på Christiania og diskutere udspillet med de enkelte beboere. Herudover vil udspillet blive diskuteret på fællesmøder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278