Træ-Industri-Byg har igen fået medhold i en sag mod den tyske byggekoncern Lindner. Firmaet kan nu se frem til et krav om efterbetaling på mindst fem millioner
Et firma, der ansætter arbejdskraft udsendt fra Polen, er forpligtet til at betale kost, logi og rejse efter overenskomstens bestemmelser.
'Uantagelig og ukontrollabel omgåelse af overenskomstens lønbestemmelser,' lyder det fra opmanden. Vurderingen gælder den tyske byggekoncern Lindners mundtlige aftale om en månedlig nettoløn og arbejdsgiverens adgang til at modregne kost og transport for polske håndværkere i DR Byen.
Faglig voldgifts afgørelse vækker glæde hos Palle Bisgaard formand for bygningsgruppen i Træ-Industri-Byg (TIB) afdeling 27.
- Vi har aldrig været i tvivl om, at det danske firma alene blev oprettet i et forsøg på at omgå overenskomsten. Nu kan det gå hen og blive en meget dyr sag for firmaet, der oven i købet er medlem af Dansk Byggeri. I det omfang Dansk Byggeri har hjulpet firmaet, er der tale om rigtig dårlig rådgivning, siger Palle Bisgaard til Arbejderen.
Lindner har siden sommeren 2005 haft 60-80 polske håndværkere i gang på byggeriet af DR Byen i Ørestaden. Bygningsarbejderne har været ansat i Lindners danske datterselskab Lindner Project Danmark Aps. Det blev oprettet, da TIB under forhandlinger i 2005 med Lindners polske datterselskab afviste, at acceptere en fravigelse fra overenskomsten vedrørende kost, logi og transport. Det danske datterselskab blev på rekordtid optaget som medlem i Dansk Byggeri.
Efter afgørelsen i faglig voldgift er TIB i gang med at gøre 'boet op'.
- Selve kendelsen er der ikke penge i. Vi sætter endeligt beløb på tilgodehavendet på forhandlingsmødet den 18. januar. Men Lindner kan godt se frem til et krav på mere end fem millioner kroner, lyder det fra Palle Bisgaard.
Han mener, at den aktuelle sag, sammen med en stribe andre om underbetaling og omgåelse af overenskomsten i byggebranchen, viser, at der er al mulig grund til at øge kontrollen med firmaer, der beskæftiger udelandsk arbejdskraft.
Det er et af kravene, som byggefagforeningerne har med, når de i dag tager hul på overenskomstforhandlingerne.
Det er ikke første gang Lindner har tabt en sag mod TIB. Sidste år i juni blev firmaet pålagt at betale godt fire millioner kroner, som en gruppe polske håndværkere var blevet snydt for i løn. Dertil kom en bod på 600.000 kroner for gentagne brud på overenskomsten. Lindner er også tidligere blevet dømt til at tilbagebetale penge, som uretmæssigt blev trukket fra de ansattes løn til dækning af hjemrejse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278