Poul Nyrup Rasmussen, Pernille Frahm og Gitte Seeberg gør det. Tine Bryld, Niels Hausgaard og Jens Okking gør det. En lang stribe af venner og kolleger udtrykker respekt for Folkebevægelsens parlamentariker
Når Folkebevægelsen mod EU`s repræsentant indtager sin plads i EU-Parlamentet onsdag den 10. januar hedder han Søren Søndergaard. Han efterfølger Ole Krarup, der havde sin hidtil sidste dag som parlamentariker onsdag den 20. december før årsskiftet.
Folkebevægelsen mod EU har markeret vagtskiftet med en reception på Christiansborg, hvor over 120 mennesker klemte sig ind i et lokale til 50 mennesker. Partisekretær Henrik Dam Kristensen (S), MEP Gitte Seeberg (K), tidl. partiformand Holger K. Nielsen (SF), forhandlingssekretær Henrik Berlau fra 3F, faglig sekretær fra PROSA Hanne Lykke Jespersen, Ole Nors fra havne- og terminalarbejdernes landsklub var blandt de mange, som kom forbi og hilste på Ole Krarup og hans efterfølger Søren Søndergaard.
De to herrer fik sange med på vejen af Arne Würgler og en veloplagt tale af Anne Marie Helger, som blandt andet sagde 'Det er så vigtigt, at der sidder nogle fine, gode, pæne mennesker dernede. De ligner jo en forsamling mafiatyper'.
Tak for 12 år i Bruxelles
Ole Krarup har siddet over 12 år i EU-Parlamentet. Af de 93 danskere, som har hidtil har gjort det, har kun otte siddet længere. Ved receptionen fik Ole Krarup som en overraskelse overrakt et takkeskrift om hans indsats i EU-Parlamentet og dansk EU-debat. Det er lavet af Folkebevægelsen med økonomiske og skriftlige bidrag fra en lang række organisationer og mennesker. Herunder er udvalgte citater fra i alt 32 hilsner, Ole Krarup får i pjecen:
Niels Hausgaard:
'For mig er Ole Krarup ikke mindst sværvægtshumor. Verdens tørreste og mest insisterende humor, det er Ole Krarup. Uden ham havde vi aldrig fået f.eks. nej`et til Maastrict og euroen. Bare for at nævne et par håndgribelige resultater'.
MEP Poul Nyrup Rasmussen (S):
'Der findes politikere, som kun tænker og taler i hovedoverskrifter. Som aldrig dykker ned i substansen men forbliver på overfladen. Den type politikere har Ole Krarup heldigvis aldrig hørt til.'
MEP Gitte Seeberg (K):
'Jeg vil savne at debattere med Ole Krarup, som i modsætning til mange andre baserer sin EU-modstand på lødige, seriøse og oplyste argumenter. Det er tiltrængt i en debat, der ofte hviler på fordomme og påstande.'
Tidl. MEP Torben Lund (S):
'Igennem fem år i Parlamentet har jeg lært Ole at kende som en fair og engageret kollega, der gang på gang afslørede uredelighed, forlorenhed og hykleri i EU-systemet og -debatten. I virkeligheden en atypisk og akademisk politik, som uden populisme har argumenteret og kæmpet for sin overbevisning.'
Professor dr.jur. Peter Pagh:
'Uanset mulige fortjenester som medlem af Europa-parlamentet er det som jurist Ole har sat sine dybeste spor. Disputatsen om øvrighedsmyndighedens grænser er et fyrtårn i dansk forvaltningsretlig teori. Ingen anden professor har ført så mange principielle retssager. Og tag ikke fejl: - Ole forveksler til forskel fra så mange andre ikke politik med jura.'
Tine Bryld og Arne Gaardmand:
'Det er livgivende at tænke på, at han hele livet igennem har arbejdet på en måde, der er et folkestyre værdigt. Det er der unægteligt behov for i disse tider.'
Læs pjecen
Pjecens tittel er 'For folkestyre - mod EU-stat'. Den kan læses og downloades på hjemmesiden:
http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/POK.pdf
Den kan desuden bestilles på telefon 36 36 37 40.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278