Portørerne på Rigshospitalet strejker videre. De ansvarlige politikere møder dem med en mur af tavshed
Politikerne i Region Hovedstaden, der fra nytår har overtaget ansvaret for sygehuset, er tavse som graven.
Det måtte portørerne på Rigshospitalet sande igen i går, hvorefter de valgte at gå hjem for fjerde gang. I sidste uge nedlagte de arbejdet torsdag og fredag. Der blev arbejdet normalt i weekenden, men mandag morgen brød strejken ud igen.
- Jeg forsøgte hele weekenden at få et møde i stand med de ansvarlige politikere. Det lykkedes ikke. Jeg forsøger stadig at få fat på regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, men der er absolut ingen respons. Til fællesmødet i dag (tirsdag - red.) mødte der en embedsmand op fra Danske Regioner, men vi er stadig ikke blevet klogere på, hvorfor arbejdsgiverne forlanger, at vi skifter fagforening, siger fællestillidsmand Claus Poulsen til Arbejderen.
Spørgsmålet om portørernes faglige tilhørsforhold og retten til overenskomst med 3F er strejkens omdrejningspunkt. Danske Regioner har opsagt overenskomsten med 3F Lager, Post & Service, hvor portørerne er medlemmer. I stedet vil arbejdsgiverne lave aftale med Fag og Arbejde (FOA). 3F har besluttet at køre en fagretslig sag for at få afgjort om arbejdsgiverne ensidigt kan opsige en aftale udenom organisationerne og de personer, overenskomsten berører.
- Den kan falde ud til hvad side, det skal være. Vi så helst, at det her ikke var endt som en fagretslig sag, og at arbejdsgiverne i stedet tog den snak med os, som vi synes er ret og rimelig, siger Claus Poulsen.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få kontakt til formand for regionsrådet Vibeke Storm Rasmussen (S) for en kommentar til sagen.
Portørerne mødes igen her til morgen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278