03 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Koldkriger i spidsen for center

Koldkriger i spidsen for center

Fredag, 12. januar, 2007, 00:00:00

Regeringen er gået uden om de faglige forskningsråd og har i stedet udpeget sin egen mand, Bent Jensen som leder af center der skal forske i den kolde krig

Så er det officielt. Bent Jensen fra Syddansk Universitet skal skrive regeringens og Dansk Folkepartis historie om Danmark under den kolde krig. Hos videnskabsministerens forskningsråd for Samfund og Erhverv, er man ikke imponeret over den beslutning:
- Udnævnelsen af Bent Jensen som leder af projektet kommer ikke som en overraskelse. Det har ligget i kortene, konstaterer Christian Lund. Han sidder i Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Til daglig er han professor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC.
Professor Bent Jensen er kendt for at være næsten lige så negativt indstillet til kommunisme og Sovjet, som han er positivt indstillet til den anden side under den kolde krig.
Det var Dansk Folkeparti, der fik regeringen til at afsætte ti millioner kroner til et nyt center, der skal forske i den kolde krig. Partiet var utilfredse med den rapport om den kolde krig, som Dansk Institut for Internationale Studier kom med i sommeren 2005.
- Det er tankevækkende og beklageligt, at regeringen ikke har benyttet sig af det forskningsfaglige beredskab, som man plejer at gå til, før man søsætter et så vigtigt projekt, som koster så mange millioner kroner, siger Christian Lund til Arbejderen.
Han mener, at regeringen burde have ladet det humanistiske forskningsråd tage stilling til, hvem der skulle stå bag koldkrigs-projektet. Sådan som det sker i al anden offentlig forskning.
- Nu risikerer vi at stå med et slutprodukt, som vil kunne blive beskyldt for at være politisk bestillingsarbejde. Hvis sammensætningen af holdet bag forskningsprojektet var blevet kørt igennem et forskningsråd, havde det fået samme sagkyndige behandling som alle andre offentlige forskningsprojekter. Nu ligner det en politisk håndplukning af Bent Jensen. Det er umuligt at se, på hvilket grundlag hans udnævnelse er sket.
Kritikken preller af hos Venstre. Her er man tryg ved, at det er centrets bestyrelse (som er ansat af regeringen, red.), der har udnævnt Bent Jensen:
- Der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt center. Derfor har nogen travlt med at se spøgelser. Jeg vil ikke bidrage til den slags spekulationer. Jeg har ingen kommentarer til valget af Bent Jensen. Jeg skal ikke kommentere den enkelte forsker. Jeg kan blot konstatere, at han er blevet ansat af en uafhængig bestyrelse, siger Venstres forskningsordfører, Torsten Schack Pedersen, til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland