03 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Statsadvokat freder nazi-voldsmænd

Statsadvokat freder nazi-voldsmænd

Fredag, 12. januar, 2007, 00:00:00

Fuld opbakning fra statsadvokaten til Århus Politi: I orden at lade de højreekstreme der overfaldt Café Oskar gå fri.

De højreekstremister, der i efteråret 2005 overfaldt deltagerne i et politisk møde i Café Oskar i Århus, kan sove trygt uden frygt for at blive anholdt og smidt i fængsel.
Det sørger statsadvokaten i Viborg, Peter Brøndt Jørgensen for. Han har netop afgjort at det er helt i orden, at Århus Politi ikke retsforfølger den gruppe af højreekstremister der stod bag overfaldet. Politiet har ellers navne på seks af de 10-15 højreradikale voldsmænd.
Det er anden gang statsadvokaten har behandlet en klage over Århus politi fra Cafe Oskar. Statsadvokaten gav i første omgang Cafe Oskar medhold og krævede at politiet skulle undersøge sagen mere.
Efter at have snakket lidt med nogle vidner og et par af voldsmændene, konkluderede politiet igen at der ikke skal gøres mere i sagen. De henholder sig til højreekstremisternes forklaring og mener ikke at der var tale om aftalt spil og peger på at det er umuligt at bevise, at det er de seks der udførte volden. På den baggrund mener politiet ikke at det er muligt at få nogen dømt i sagen. Den forklaring bakker statsadvokaten nu op.
- Det er utroligt, at Århus politi ikke vil gøre mere for at bekæmpe højreekstremistisk vold i Århus og dermed bakke op bag byrådets beslutning om nul tolerance over for ekstremistisk vold. Det er også uforståeligt, at statsadvokaten ikke står fast på sin første afgørelse og kræver mere handling fra Århus politi, siger Per Nielsen, fra Kommunistisk Parti Århus, der ejer og driver Café Oskar.
Højreekstremisterne havde inden overfaldet infiltreret et internt møde i Anti-racistisk Netværk, der blev holdt på Cafe Oskar. Da 'spionen' blev afsløret, trak han en peberspray op af lommen og sprøjtede de nærmeste i hovedet. Derefter låste han op for andre højreekstreme, der stod udenfor, parat til at rasere caféen. Under overfaldet blev en byrådskandidat for Enhedslisten slået og sparket så voldsomt, at han måtte en tur på skadestuen.
Cafe Oskar fik i ugen op til jul igen smadret vinduer og dør hele tre gange.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland