Hvis fagbevægelsen vil være en kamp-organisation og klassens organisation, skal den vise det i praksis og være parat til at slås for kravene

Overenskomstkampen kan ikke ses isoleret fra, hvad der iøvrigt sker. Der går en lige linje fra de store demonstrationer den 17. maj over efterårets protester mod kommunernes nedskæringsbudgetter til den aktuelle overenskomstkamp.
Det mener Joan Ågot Pedersen og Morten Rasmussen fra Kommunistisk Partis faglige udvalg.
- Ligesom i efteråret, hvor mange pegede på de mange milliarder i statskassen, så peges der nu på virksomhedernes store overskud, direktørernes lønfest og aktionærernes store udbytter. Forventningerne til overenskomstforhandlingerne er, at nu skal der kroner på bordet, mener Morten Rasmussen.
- Den kampgejst vi så i efteråret skal videreføres. Både i overenskomstkampen og i velfærdskampen, siger Joan Ågot Pedersen.
Hun er faglig sekretær i 3F Rymarken i Århus, men var indtil sidste sommer ansat i RBF, Restaurationsbranchens Fagforening, som nu er en del af 3F. Derfor er det også herfra hun henter sine eksempler, når hun skal påpege nødvendigheden af, at overenskomstforhandlingerne giver markante lønstigninger til alle.
- Indenfor restaurationsbranchen er der mange, som går på mindstelønnen. De ufaglærte får omkring 100 kroner i timen og det er ikke engang nok til at de kan få max. dagpenge hvis de bliver ledige, påpeger hun.

Markante lønstigninger
Morten Rasmussen er næstformand i 3F Transport, Logistik og Byg i Århus, hvor de århusianske murere og murerarbejdsmænd i dag er organiseret. Men fagforeningen rummer også lagerarbejdere og chauffører, som ofte arbejder til nogle helt andre - og lavere - lønninger end byggebranchen.
- Det er vigtigt at mindstelønnen bliver markant hævet. Det er vigtigt, fordi migrantarbejderne ikke skal fungere som løntrykkere, men det er også vigtigt for de mange lavtlønnede danske arbejdere, understreger han.
Morten Rasmussen ser ikke noget fælles kronekrav. De enkelte faggrupper må selv tage stilling til, hvad et tilfredsstillende resultat er.
- Folk ude på byggepladserne oplever, at det går rigtig godt. Der er travlt og der bliver løbet stærkt. Der er en øget produktivitet, som vi selvfølgelig skal have del i. Derfor er kravet markante lønstigninger til alle. Det er også det krav, der samler os på tværs af fag, understreger han.
- Blandt andet lærlingene trænger til et gevaldigt løft på lønnen. Og så er det vigtigt, at de oplever, at fagbevægelsen tager dem alvorligt, siger han.

Store forventninger
Forventningerne presser fagbevægelsens top og forhandlerne, mener de. Og det er godt.
Men i lyset af fremgangen for de gule foreninger, blandt andet Kristelig Fagbevægelse og Det Faglige Hus i Esbjerg, er det også vigtigt at fremvise resultater.
- Fagbevægelsen skal vise sin eksistensberettigelse. Hvis man skal være en kamporganisation og klassens organisation, skal man vise det i praksis og være parat til at slås for kravene. Det giver opbakning og nye medlemmer. Efter overenskomstkampen i 1998 var der faktisk mange nye unge, som meldte sig ind i fagforeningerne, siger Joan Ågot Pedersen.
- Den største forskel mellem os og de gule er, at vi er overenskomstbærende. Vi har en stor forpligtelse til at vise resultater. Vores forhandlere er simpelthen nødt til at komme med et resultat for at bevare medlemmerne, tilføjer Morten Rasmussen.

Nej til at betale for efteruddannelse
Om der bliver storkonflikt vil de to kommunister ikke spå om. Det afhænger af mange ting. Men at forhandlerne har stor opbakning ude på arbejdspladserne, er de ikke i tvivl om. Hvis de altså vil forhandle arbejdspladsernes krav.
- Arbejdspladserne har for eksempel ikke rejst krav om, at vi selv skal til at betale for efteruddannelse, som LO og Metal-toppen har så travlt med. Det er en privatisering af uddannelserne, som vi ikke vil være med til, siger Joan Ågot Pedersen. Hun peger i stedet på, at der er rejst krav om større kompensation for ubekvemme arbejdstider eller skiftehold:
- Indenfor restaurationsbranchen får folk nogle latterlige tillæg for at arbejde på skæve arbejdstider. Der er et stort ønske om at få det forbedret.
At der er vilje til at slås for kravene er Morten Rasmussen ikke i tvivl om.
- Vi oplever blandt vores medlemmer, at man er parat til at gå hele vejen, at man er parat til konflikt, hvis det bliver nødvendigt. Eller også stemmer man nej.
Her og nu er det vigtigste at få gang i de aktiviteter, som skal vise, at der er opbakning til kravene ude på arbejdspladserne. Som eksempel nævner han den skifteholdsstafet, som der er sat i gang, hvor en lang række arbejdspladser på skift udtaler sig om deres krav.
- Arbejdspladserne skal gøre sig synlige i den kommende tid. Hvordan de vil gøre det må være op til dem selv, men mulighederne er mange, slutter Morten Rasmussen.