03 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fortsat skattestop koster velfærd

Fortsat skattestop koster velfærd

Lørdag, 13. januar, 2007, 00:00:00

Venstres plan om et permanent skattestop vil betyde færre penge til børnepasning, ældrepleje og sundhed, advarer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

13 milliarder kroner! Det er prisen i perioden 2010 til 2020, hvis Venstres plan om et permanent skattestop gøres til virkelighed.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har regnet på prisen for den permanente fortsættelse af skattestoppet, som Venstre har bebudet. Det kan ikke undgå at koste velfærd, hvis beboerne i Whisky-bæltet skal undgå at blive flået af skattefar, advarer AE.
- Skattestoppet betyder færre skatteindtægter. De skal finansieres et sted fra. Det kommer uundgåeligt til at betyde velfærdsforringelser. Det betyder konkret færre penge til børnepasning, ældreomsorg, uddannelse og sundhed. Eksempelvis svarer 13 milliarder kroner til prisen på 38.000 offentligt ansatte, siger Martin Madsen, økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til Arbejderen.
Hos Venstre forholder man sig da også fuldstændig tavs, når talen falder på, hvordan partiet vil finansiere sit permanente skattestop, konstaterer AE.
Oven i de 13 milliarder kroner i mistede skatteindtægter skal lægges prisen på regeringens skattestop i perioden 2002 til 2010, nemlig 18 milliarder kroner. I alt vil skattestoppet altså have kostet 31 milliarder kroner i år 2020.
- Det er penge, som statskassen er gået glip af. De 31 milliarder kroner svarer til prisen for velfærdsreformen. Hvis man havde haft de penge i kassen, havde man ikke behøvet tvinge folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Eksempelvis kunne man have undgået forringelserne af pensionen og af efterlønnen, konstaterer Martin Madsen.
Regeringens påstand om at det godt kan lade sig gøre at bevare velfærden og samtidig sikre skattestoppet, kalder AE-økonomen for 'umulig'.
- Det kan ikke lade sig gøre at øge velfærdsudgifterne, samtidig med at du får færre indtægter. Der er ikke lagt penge til side til skattelettelser i regeringens velfærdsforlig. Så her kan man heller ikke tære. Tilbage er kun én mulighed, nemlig at skære i statens udgifter til velfærd, fastslår Martin Madsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland