- Vi har brug for at analysere og diskutere udviklingen, så vi kan give vores bud på, hvordan det faglige arbejde skal udvikle sig, siger Joan Ågot Pedersen
Kommunistisk Parti, som blev stiftet i november ved en sammenslutning af DKP/ML og KS, har nu nedsat et fagligt landsudvalg.
I udvalget deltager både Joan Ågot Pedersen og Morten Rasmussen. Begge har deres daglige gang i 3F Århus, som henholdsvis faglig sekretær i 3F Rymarken og næstformand i 3F Transport, Logistik og Byg.
- Som kommunister prioriterer vi det faglige arbejde højt. Vi arbejder for at styrke vores indsats i fagbevægelsen og vores rodfæste på arbejdspladsene. Vi har mange aktive medlemmer, men vi har også brug for at analysere og diskutere udviklingen mere, så vi kan give vores bud på, hvordan det faglige arbejde skal udvikle sig, siger Joan Ågot Pedersen.
Udvalget har lige holdt sit første møde, hvor hoveddiskussionen var den aktuelle overenskomstkamp. Planen er at der skal holdes fire-seks møder om året, og det er allerede aftalt, at på næste møde står den offentlige overenskomstfornyelse i 2008 på dagsordenen.
Et andet arbejde for udvalget vil være - frem til næste kongres - at formulere et forslag til program for partiets faglige politik.
Udvalget vil også tage initiativ til at samle de faglige på landsplan inden for de enkelte fagforeninger.
- En aktuel opgave for alle os, der er medlem af 3F, vil i dette forår være at forberede 3F`s kongres til september, påpeger Morten Rasmussen.
Men også lokalt vil der, alt efter muligheder, blive oprettet faglige grupper eller udvalg.
- I Århus har vi igennem flere år haft et rigtig godt samarbejde mellem de kommunister, som er fagligt aktive. Nu er vi kommet i samme parti og det giver os nogle flere muligheder, som vi skal være parat til at udnytte, siger Joan Ågot Pedersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278