01 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Politi rydder Villa Villekulla

Politi rydder Villa Villekulla

Tirsdag, 16. januar, 2007, 00:00:00

50 kampklædte betjente kørte i går formiddags 94 anholdte væk fra det besatte hus på Dortheavej i København.

Ved middagstid i går kørte de sidste busser med anholdte væk fra huset, som de unge besættere havde døbt Villa Villekulla.
De unge var klædt ud med fletninger og fregner og sang fortrøstningsfuldt sangen om Pippi Langstrømpe, mens de blev ført ud i håndjern.
Politiet spærrede udsynet med en pressening, men anholdelserne forløb tilsyneladende fredeligt.
De unge vil nu blive sigtet efter straffelovens paragraf 264 om ulovlig indtrængen på privat ejendom, og kan formentlig vente bøder på 2-3000 kroner.
Huset på Dortheavej 63 i Københavns nord-vest-kvarter blev besat lørdag eftermiddag efter en fredelig demonstration for flere ungdomshuse.
En tredjedel af demonstrationens 1500 deltagere gik ud til huset, som i mellemtiden var blevet taget i brug af en gruppe aktivister fra 'Initiativet for Flere Ungdomshuse'. De støtter huset på Jagtvej, men mener, at der er behov for flere huse.
Politiet affyrede tåregas mod tilskuerne, men trak sig derefter tilbage for at lade de unge blive i huset weekenden over.
Den tomme fabriksbygning deler baggård med det kommunale kulturhus, Kvatershuset. Men de unge vil gerne have et hus, hvor de selv bestemmer.
- Selvom vi er glade for kommunens kulturhuse mangler vi et sted, vi selv kan styre, sige Anna Sørensen fra Initiativet til Arbejderen søndag.
- Et sted hvor vi kan øve musik, spille teater, og for eksempel selv bestemme, om maden skal være vegansk, eller hvordan farven på væggene skal være.
- Huset her er perfekt, fordi det ligger lidt afsides, så vi ikke generer naboerne med larm, og fordi der er så mange store, tomme rum vi for eksempel kan øve musik og spille teater i, forklarer Anna Sørensen.
Beboerforeninger i kvarteret omkring huset har længe klaget til kommunen over manglen på kulturelle og rekreative tilbud til børn og unge.
Derfor blev de unge mødt med en varm velkomst.
I løbet af søndagen samlede lokale beboere mad, møbler og tæpper ind til de unge, og flere kom forbi med en blomst til de nye naboer.
- Vi har så mange tomme bygninger herude, som trænger til at blive brugt til noget fornuftigt, siger Nina Ericsson fra beboersammenslutningen Tinget til Arbejderen.
Formanden for Bispebjerg Lokalråd, Alex Heick (R), støtter også idéen om et ungdomshus på Dortheavej.
Han tog søndag kontakt til politiet og Ritt Bjerregaard for at bede om en udsættelse af rydningen, så politiske forhandlinger kunne iværksættes.
Alligevel bad Ritt Bjerregaard (S) dagen efter politiet rydde det besatte hus. Det skete efter opfordring fra husets ejer, De Forenede Ejendomsselskaber.
Kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) kræver nu al dialog afbrudt både med de unge fra Initiativgruppen og Ungdomshuset på Jagtvejen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland