Stadig flere skifteholdsarbejdere minder overenskomst-forhandlerne om, at der skal ske mærkbare forbedringer på området
I dag slipper arbejdsgiverne alt for billigt fra at sætte folk til at arbejde både aften og nat.
Det mener Dan Grunnet Hansen, fællestillidsmand på SCA Packaging Stevnstrup. Derfor har han sammen med sine 130 timelønnede kolleger sendt en hilsen til forhandlerne i Dansk Industri og CO-industri, så de ikke glemmer de mange lønmodtagere, der holder produktionen i gang 24 timer i døgnet.
- I de snart ti år jeg har været ansat her på virksomheden, kan jeg ikke mindes, at der er kommet væsentlige forbedringer igennem. Er der sket forhøjelse af tillæggene har det været med latterlige små beløb. Vores eneste mulighed for at få hevet mærkbare resultater hjem, er ved de centrale overenskomstforhandlinger, der finder sted nu, siger fællestillidsmanden til Arbejderen.
På SCA Packaging får man et tillæg på 17,55 kr. per time for arbejde på andet skift. Tillægget for natarbejde er på 23,04 i timen. Dan Grunnet Hansen håber derfor, at kravet om forbedringer for folk, der arbejder udenfor normal arbejdstid, trænger igennem til forhandlerne.
Det samme gør 370 medlemmer af 3F klubberne i Kastrup Lufthavn. De peger i en udtalelse på, at forhandlerne skal medvirke til at arbejdsliv og privatliv kan hænge sammen.
- Alle ved, at det slider på helbredet at arbejde på skiftende arbejdstider. Dertil kommer, at det er svært at deltage i fritidsinteresser og andre sociale sammenhænge, siger talsperson Steen Flinta til Arbejderen.
Også i lufthavnen mærker de ansatte kravene fra arbejdsgivere om øget effektivitet, tempoet skrues konstant i vejret.
- Og det kan mærkes på alle, men det rammer de mange, der arbejder aften og nat ekstra hårdt. Det er sjældent, folk holder til at arbejde på skiftehold mere end to-tre år, og vi ser da også nogle knække halsen og helt forsvinde.
3F klubberne anerkender, at der i et moderne samfund vil være behov for 24 timers produktion. Til gengæld herfor forlanger de indflydelse og betaling, der står mål med indsatsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278