Elever og lærlinge strømmer til Dansk Metal og HK. Det nytter at sætte fokus på de unge, lyder erfaringerne
På tre år er antallet af unge medlemmer i Dansk Metal steget med 14,5 procent.
- I tal svarer det til en medlemsfremgang fra 7.197 lærlige i september 2003 til 8.126 lærlinge den 1. november sidste år, fortæller en stolt ungdomskonsulent Peter Faber til Arbejderen.
Han forklarer succesen med en koncentreret indsats fra forbundets side. I 2003 blev der ansat fire såkaldte ungdomsagitatorer. De har haft til opgave at tage ud på de tekniske skoler for at fortælle lærlingene i metalbranchen om fagforeningen.
- På skolerne møder vi unge, der kommer direkte fra folkeskolen. De ved stort set intet om fagbevægelsen. Så fortæller vi dem, at Dansk Metal er meget andet end en forening, man bare betaler kontingent til, siger ungdomskonsulenten.
Kontingentet på de 150 kroner om måneden skræmmer tilsyneladende ikke, lyder erfaringerne fra Dansk Metal.
- Det virker utroligt godt at sætte billeder på. Når man siger, det er det samme som prisen på fem øl, når man er i byen, så bliver det sat i relief.
Peter Faber er meget tilfreds med, at forbundet har besluttet at øge indsatsen for at få endnu flere af de unge til at organsiere sig. Dansk Metal har siden oktober 2006 haft fem agitatorer - én i hver region.
- Samtidig er det besluttet at sætte gang i en landsdækkende ungdomskampagne, der involverer lokal-afdelingerne. Målet er, at vi med udgangen af 2009 har en organisationsprocent blandt unge på 85, slutter Peter Faber.
HK har også gode erfaringer med kampagner målrettet unge. I 2006 steg antallet af elever i HK fra 10.749 til 13.252. Det betyder, at andelen af organiserede elever er vokset fra 69 til 80 procent.
- Det betyder, at vi får den nye generation til at forstå, hvad de kan bruge fagforeningen til. Det er dem, vi skal leve af i fremtiden. Det er ikke de samme argumenter, vi bruger i dag som for ti år siden. Nu handler det om deres individuelle behov, siger ungdomskonsulent i HK, Nefer Türkoglu til Jyllands-Posten.
HK har siden sidste forår tilbudt lærlinge at blive medlem for 95 kroner om måneden. Indtil nu har det virket så godt, at forbundet mener, at hele ni ud af ti elever har meldt sig i fagforening.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278