Det er ikke nok at fastslå, at stadig flere lejere sættes på gaden, fordi de ikke betaler husleje. Vi skal vide hvorfor, mener socialrådgiverne og Rådet for Socialt Udsatte
Socialminister Eva Kjer Hansen mangler stadig at indfri sit løfte om at få lavet en undersøgelse af årsagerne til, at et stigende antal lejere sættes på gaden af fogeden.
Sådan lyder det samstemmende fra Bettina Post, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, og Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Ministerens løfte stammer helt tilbage fra foråret 2005, hvor oppositionen i Folketinget gav starthjælpen og kontanthjælpsloftet skylden for, at statistikken viser en kraftig stigning i fogedudsættelserne. Fra 2002, til 2005 er antallet vokset fra cirka 3000 til cirka 4200 udsættelsessager.
Ministeren kom ganske vist med et notat om årsagerne til, at så mange dropper huslejebetalingen. Men notatet er en ren parodi, mener Bettina Post.
- Det eneste der står i notatet, er at 94 procent af udsættelserne skyldes, at der ikke er betalt husleje. Det siger jo næsten sig selv. Man er da nødt til at gå ned i de enkelte sager for at finde frem til årsagen. Men det har ministeren afvist, med den begrundelse at det vil være for ressourcekrævende., forklarer socialrådgivernes næstformand til Arbejderen.
Hun vurderer selv, at nedskæringer i kontanthjælp og boligstøtte er en væsentlig årsag til stigningen i fogedudsættelserne.
Så kategorisk vil Preben Brandt, formand for Rådet for Socialt udsatte, ikke formulere det. Økonomien spiller ind, men der er også andre årsager til, at det kan ende med en fogedudsættelse, for eksempel psykisk sygdom, anfører han.
- Men vi ved det ikke, for der er jot ikke lavet egentlige undersøgelser. Det er bestemt min vurdering, at de lave satser skaber yderligere marginalisering, forarmelse og forbitrelse. Det er i mange tilfælde børnefamilier, det går ud over, Og jeg er dybt bekymret for de børn og unge, der kommer i klemme, siger Preben Brandt.
Han støtter derfor op om kravet om en egentlig undersøgelse.
- Det ville klæde ministeren, hvis hun tog initiativ til en grundig undersøgelse, der må omfatte et repræsentativt udsnit af kommunernes udsættelsessager, siger Preben Brandt til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278