31 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skønmaleriet om østarbejderne

Skønmaleriet om østarbejderne

Lørdag, 20. januar, 2007, 00:00:00

Østaftalen og regeringens forsikringer om at der er ¤¤styr på det østudvidelsen¤¤ er langt fra virkeligheden verden, mener de i 3F Transport, Logistik og Byg i Århus

af Hans Brinkmann
Beskæftigelsesministerens billede af forholdene for de nye EU landes arbejdere på det danske arbejdsmarked er fortegnet og har intet med virkeligheden at gøre. De officielle forsikringer om, at der er styr på tingene og østeuropæerne behandles efter danske vilkår passer ingen steder, lyder meldingen fra den århusianske fagforening, 3F Transport, Logistik og Byg.
- Tilstrømningen østfra var sidste år oppe på 20.000. Vi har en østaftale, som ser pæn ud på papiret. Men hvis vi ser på virkeligheden i vores område, så er politiets og Skats indsats for at kontrollere forholdene ikke opprioriteret - snarere tværtimod. Sagerne ender i bunker, der bare vokser og vokser. Man får en fornemmelse af, at anklagemyndigheden ikke har en interesse i at forsøge at bringe sagerne frem til domstolene. Det kan måske være ødelæggende for karrieren, siger faglig sekretær Jørgen Rasmussen, med en henvisning til, at selv ministres mænd har været i gang med at udnytte billige østarbejdere.
- Beskæftigelsesministerens holdning er, at det her ikke skal opprioriteres, ellers havde han sendt nogle andre signaler, siger Jørgen Rasmussen.
- Mellem linierne har vi fået besked på, at politiet først vil reagere, hvis vi kan præsentere dem for en klokkeklar sag. Det er kun fagbevægelsen, som gider tage det her alvorligt, siger faglig sekretær Arne Knudsen.

Blåstempler anarki
- Regeringens skønmaleri er et skalkeskjul, som er med til at blåstemple det, der virkelig foregår. Beskæftigelsesministeren er slet ikke gået ind i forhold til den kritik fagbevægelsen har rejst af myndighedernes mangel på kontrol, siger Jørgen Rasmussen.
- Når selv stat og kommune bruger virksomheder med udenlandsk arbejdskraft uden at sikre sig at forholdene i orden, så bliver det mere end vanskeligt for fagbevægelsen at sikre ordnede forhold for de udenlandske arbejdere, siger Morten Rasmussen, næstformand i 3F Transport, Logistik og Byg.
Han kritiserer også toppen af fagbevægelsen for ikke at tage problemerne alvorligt nok.
- Det er først nu, det er ved at gå op for toppen af fagbevægelsen, hvad det er for en udvikling, vi står over for. I starten fik vi at vide, at det blot skulle opfattes som almindeligt fagligt arbejde at indgå overenskomster med de udenlandske virksomheder, siger han.
- Det er åbenbart vanskeligt for dem, fordi de er EU tilhængere om en hals, så det har været svært at skulle forklare, at det vi er ude i er en katastrofe for den danske model. Efter vi er blevet afskåret fra at lave eksklusivaftaler, har vi ikke de samme muligheder for at gennemtvinge overenskomster. Signalet til arbejdsgiverne er, at der er frit slag, siger Jørgen Rasmussen.

Mafiaorganisering
I Østjylland foregår misbruget af østeuropæerne i stor stil men på mange små byggepladser, derfor er det næsten umuligt for fagforeningen at gribe ind. Fagbevægelsen har ikke ressourcer til at opspore ulovlighederne og lave de blokader, som kan gennemtvinge ordnede forhold inden fuglen er fløjet.
- Meget af det vi ser bærer præg af at være gennemorganiseret. Vi ser flest polakker, som enten arbejder i et polsk firma eller i et dansk skuffeselskab. Bagmændene ved godt, at vi ikke kan stille ret meget op, de er fuldstændig ligeglade. Det er lettere at melde sig ud af EU end at lave en overenskomst med de firmaer. Og selv om vi får en overenskomst, så sørger de for at føre pengene tilbage til virksomheden igen alligevel, siger Morten Rasmussen.
Han mener at spore en mafialignende styring af arbejdskraften fra Polen.
- De vil ikke tale med os, og det eneste ord de har fået indprentet på dansk er udstationeringsdirektiv. Vi har ikke fået et eneste polsk medlem i fagforeningen, mens vi har fået 100 tyske medlemmer, som arbejder for danske arbejdsgivere. Der tegner sig en mafiaorganisering - et kriminelt netværk omkring de polske arbejdere, siger han.

Markedslogik
- Det her handler overhovedet ikke om østaftalen, de kommer under dække af udstationering. Logikken er, at der ikke er et polsk firma, der kan konkurrere i Danmark, hvis det skal foregå på danske vilkår. De er her kun, fordi deres folk er underbetalt. Så vi halser rundt og bruger kræfter på noget, som det er svært at se en positiv udvikling på, siger Arne Knudsen.
- Lige nu klarer vores medlemmer sig selv på grund af konjunkturen, men den dag arbejdsløsheden stiger, så er jeg oprigtig bekymret for, at det er vores medlemmer, som ryger ud først. Og så kan det være at de med god ret spørger, hvor fagbevægelsen er henne. Så situationen tegner sig med en vis magtesløshed, udviklingen har accelereret helt vildt det sidste år, siger han.
Udviklingen i Tyskland viser måske den fremtid der venter:
- Når vi har 100 tyske murere i fagforeningen, så er de her af nød, de ville hellere arbejde hjemme og have en hverdag med familien. De er her, fordi de tyske bygningsarbejdere er blevet udkonkurreret i deres eget land af underbetalte østarbejdere, siger Morten Rasmussen.

Håndfast myndighed
Hvis udviklingen skal vendes, så er der brug for håndfaste myndigheder og en fagbevægelse med myndighed til at tjekke, at tingene er i orden, mener fagforeningen.
- Vi har foreslået, at vi får et byggepladspoliti til at kontrollere om et firma har orden i tingene allerede fra dag et. Vi så gerne, at både virksomheder og ansatte blev udstyret med et 'kørerkort', så man enkelt kunne kontrollere, om forholdene var i orden. Alle skal have kørekort for at køre bil her i landet, det synes vi ikke er mærkeligt, man kunne sagtens forlange det samme på byggepladserne. Hvis kravet gælder alle, så er det ikke engang i strid med EU reglerne, siger Arne Knudsen.
- Samtidig er der brug for, at fagbevægelsen får myndighed til at tjekke den enkelte virksomhed og sikre, at aftalerne bliver overholdt. Under alle omstændigheder skal fagbevægelsen have ret til at komme på alle byggepladser. Nu har vi jo end ikke ret til at gå ind på matriklen, siger Morten Rasmussen.
- Der er muligheder for at vende udviklingen - også inden for rammerne af det nuværende EU system, men det kræver et Folketing, som tør træffe de rigtige beslutninger, siger han.
- Det kræver samtidig, at medlemmerne selv griber ind, uden deres aktivitet kan fagbevægelsen ikke stille noget op, siger Jørgen Rasmussen.
- Og der er da heldigvis gode historier. På de større byggepladser er det lykkedes at organisere de udenlandske kolleger, og når 100 mand på byggepladsen Askholm kan enes om at sætte sig ned i protest mod uorganiserede, så er det et godt tegn, siger Arne Knudsen.

Artiklen er hentet fra EU-fagligt netværks hjemmeside www.eufagligt.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland