Sidste år sagde halvdelen af samtlige ansatte i Post Danmark op. Ideer til hvordan arbejdspladsen kan blive bedre, er strandet hos ledelsen
Overarbejde og opslidende arbejdsforhold får de ansatte i Post Danmark til at sige op på stribe. Alene sidste år sagde op mod 10.000 ansatte deres job op. Det svarer til næsten halvdelen af Post Danmarks 21.371 ansatte.
- Det er især svært at holde på de nyansatte. Når de flere gange bliver udsat for to-tre timers overarbejde, finder de hurtigt ud af, at de er i en virksomhed, som ikke hænger sammen med familie og fritid. Desuden er store dele af postsorteringen blevet mekaniseret. Derfor er postbudene mere ude i marken, og det er altså hårdt arbejde, siger fællestillidsmand for 1300-1400 postarbejdere på Vesterbro og Østerbro i København, Lars Sixhøj Andreasen, til Arbejderen.
Samtidig har Post Danmark vundet flere store ordrer på at køre med reklamer. Senest har Post Danmark vundet retten til årligt at køre 38 millioner reklamer ud for Edeka-kæden. Men der er simpelthen ikke ansatte nok i forhold til den stigende postmængde. Og det slider ekstra hårdt, advarer Lars Sixhøj Andreasen:
- Vi har forsøgt at komme med ideer til, hvordan vi kan fastholde postarbejderne. Men de er desværre strandet hos ledelsen. Det kan jeg ikke forstå. Slet ikke set i lyset af, at CityMail nu er begyndt at konkurrere på breve over 50 gram. De er også på jagt efter folk, så Post Danmark risikerer, at den velkvalificerede arbejdskraft flygter til konkurrenten, siger Lars Sixhøj Andreasen.
På grund af den store udskiftning er Post Danmark nødt til at ansætte vikarer. Det går ud over kvaliteten, fordi vikarerne ikke er uddannet til opgaven, advarer fællestillidsmanden.
Post Danmarks generaldirektør, Helge Israelsen, anslår, at udskiftningen af ansatte i 2006 kostede selskabet et trecifret millionbeløb.
- Vi er ikke den eneste virksomhed, der oplever det her. Sammenligner vi os med gennemsnittet, er der ikke grund til at blive forskrækkede, men vi skal heller ikke sige, at alting er såre godt, siger generaldirektøren til Jyllands-Posten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278