I dag afholder Grundlovskomiteen af 2003 en høring på Christiansborg. De to advokater Bjørn Elmquist og Christian Harlang fortæller om baggrunden for retssagen mod Fogh for at sende Danmark i krig i strid med grundloven
Den britiske advokat Philip Sapsford fortæller om en lignende sag i Storbritannien mod Blair.
På mandag den 29. januar starter de første indledende juridiske sværdslag i Østre Landsret. Her afgøres det om de 26 sagsøgere overhovedet må få lov til at føre sagen.
Krig er ikke for menigmand
Var det lovligt, da Danmark indledte en angrebskrig mod Irak? Det spørgsmål må over 3400 danskere ikke få prøvet ved en domstol.
Irak-krigen rager ikke jer!
Sådan lyder den korte version af kammeradvokatens svar til de 26 søgsøgere og de 3700 støtte-ansøgere, som kræver rettens ord for, om Danmarks deltagelse i det militære angreb på Irak i marts 2003 skete i strid med grundloven.
Men Grundlovskomiteen af 2003 er ikke i tvivl: Det er ikke regeringens ministre, men derimod helt almindelige mennesker, der bliver sendt til Irak og dræbt. Derfor har helt almindelige mennesker selvfølgelig en interesse i at få en domstols-vurdering af om krigen er lovlig.
Kvinden, der tog initiativ til at sætte statsminister Anders Fogh Rasmussen på anklagebænken, er en helt almindelig dansker: Navnet er Hanne Norup Carlsen, som til daglig arbejder som socialrådgiver.
- Almindeligvis er jeg en borger, som accepterer, den politiske proces der foregår i Folketinget. Men når den løber af sporet, så må man have mulighed for at klage. Grundloven er vores allesammens. Hvis ikke 3700 borgere skal have lov til at få afprøvet grundloven, hvem skal så, spørger Hanne Norup Carlsen.
Fredsaktivist fik nok
Det hele startede en helt almindelig dag. Men midt på en side i Politiken fik Hanne Norup Carlsen pludselig øje på en interessant artikel.
- Jeg læste en juraprofessors vurderinger af, at Danmark kun må gå i krig, hvis enten vi selv er blevet angrebet, eller hvis FN har givet lov. Samme aften ringede jeg til advokat Christian Harlang. Vi aftalte, at jeg skulle kigge forbi hans kontor næste dag, så vi sammen kunne vurdere mulighederne for at føre en grundlovssag om Danmarks krig mod Irak, fortæller Hanne Norup Carlsen til Arbejderen.
Advokat Harlang havde ikke brug for lang betænkningstid. Han sagde straks ja til at tage sagen - forudsat at Hanne Norup Carlsen fik samlet en større gruppe omkring sig. På vej hjem mødte hun tilfældigvis endnu en advokat - Bjørn Elmquist - mens hun stod og ventede på bussen på Nørreport Station.
- Jeg sagde bare 'Hej! Du kender ikke mig, men jeg kender dig!'
På den måde kom Elmquist med.
Hanne Norup Carlsen er en erfaren fredsaktivist, hun har i en lang årrække været med i Kvindernes Internationale Liga for Fred. Derfor havde hun en række kontakter, som hun kunne søge opbakning hos. Men det var ikke kun 'vennerne' der var interesseret i en retssag.
På kort tid lykkedes det at indsamle hundredevis af underskrifter på folk, som var klar til at stå offentligt frem og betale 200 kroner i støtte til retssagen. I dag består Grundlovskomiteen af en række vidt forskellige borgere som politisk spænder fra venstrefløjen, hen over midten til højre.
Mange er imod
- Det er et vigtigt folkeligt signal. Det er udtryk for, at der rundt omkring findes mange danskere, som er imod krigen og som er klar til at gøre noget imod den. Og i takt med at situationen i Irak udvikler sig mere og mere katastrofalt, får Grundlovskomiteen flere og flere henvendelser fra folk, der vil støtte op om retssagen, fortæller Hanne Norup Carlsen til Arbejderen.
- Også i resten af de krigsførende lande gør befolkningen oprør: I Storbritannien kører en lignende grundlovssag mod Blair og i Spanien førte krigen til et parlamentsvalg. Krigsmagerne blev afsat og Spanien trak sig ud af Irak, lyder det fortrøstningsfuldt fra Hanne Norup Carlsen.
Den 11. oktober 2005 afleverede sagsøgerne stævning B-3130-05 i Østre Landsret.
Men så let skulle det ikke gå. Siden da har kammeradvokaten og statsministeren forsøgt at forhindre, at sagen nogensinde når frem til retten.
- Det er uanstændigt, at statsministeren og hans forsvarer ved hjælp af tekniske manøvrer forsøger at afvise 3700 danskere i at få prøvet en så vigtig sag for en domstol.
For Hanne Norup Carlsen handler sagen om mere end støvede paragraffer i grundloven.
- Det er bærende for Grundlovskomiteen, at krig ikke løser noget. USA er ude på at destabilisere Mellemøsten for at sætte sig på olien. Fogh har hidtil ageret som Bush` skødehund. Det er farligt.
Uanset sagens udfald ventes den tabende part at appellere til Højesteret. Her kan en afgørelse nemt trække ud til midten af 2008. Først da kan den egentlige grundlovssag starte. Den endelige afgørelse af om angrebskrigen mod Irak var i strid med grundloven kommer formodentlig først i 2011 - længe efter at det Folketing der sendte Danmark i krig, har været på valg igen.
Du kan stadig nå at blive medsagsøger i sagen og støtte Grundlovskomiteen 2003 moralsk og økonomisk. Det koster 200 kroner (dog 100 kroner for pensionister og folk under uddannelse).
Læs mere om Grundlovskomiteen af 2003 og retssagen mod statsministeren på www.gk2003.dk
Følg sagen
Grundlovssagen om angrebskrigen mod Irak behandles i Østre Landsret følgende dage:
Mandag 29/1 * Tirsdag 30/1 * Onsdag 31/1 * Torsdag 1/2 * Mandag 5/2 * Tirsdag 6/2 * Onsdag 7/2 * Torsdag 8/2 * Mandag 12/2 * Tirsdag 13/2 * Onsdag 14/2 * Torsdag 15/2
Alle dage klokken 9.30 til 15.30.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278