Specialerne bliver samlet på færre og større sygehuse med den nye sygehusplan. Det samme gør fødeklinikker og døgnåbne skadestuer
Borgerne i Region Hovedstaden skal køre længere, når fingeren skal syes sammen eller familien forøges. Det er en af konsekvenserne af den nye sygehusplan, som Region Hovedstaden præsenterede i lørdags.
For eksempel skal amagerkanerne tage til Hvidovre Hospital, hvis de kommer til skade om aftenen, natten eller i weekenderne. Ligeledes skal indbyggerne i Helsingør en tur til Hillerød.
Planen, som har bred politisk opbakning, forventes udmyntet fra 2007 til 2012. Hovedformålet er at koncentrere sygehusenes ekspertise på færre, større enheder for at højne kvaliteten.
Det kan Karen Stæhr, sektorformand i FOA Social og Sundhed, ikke se noget problem i. Selvom det kan betyde et tab af nærhed for kvinder der skal føde, lyder det umiddelbart fornuftigt at samle sygehusenes specialer, siger hun til Arbejderen.
Karen Stæhr er dog skuffet over den manglende inddragelse af sygehusvæsenets ansatte. Hun henviser til, at planen blev offentliggjort på et pressemøde lørdag, før den blev fremlagt for sygehusenes ledelser søndag.
- Jeg kan læse i planen, at medarbejderne ikke mener de er blevet tilstrækkeligt inddraget. Når man i en så stor omstrukturering informerer pressen før de ansatte, skaber det utryghed omkring hele processen, siger hun.
Mens ingen af sygehusene i hovedstadsregionen skal nedlægges, kan resten af landet formentlig forvente lukninger, når de øvrige fire regioner skal fremlægge lignende sygehusplaner i løbet af 2007.
Alene i Region Nord er fire sygehuse til diskussion, og heller ikke Region Midt, Syddanmark og Sjælland vil udelukke, at omstruktureringerne kan betyde afvikling af de små hospitaler, skriver Politiken.
Hovedstadens hospitalsplan
Hovedstadsregionen deles op i fire områder med hvert sit områdehospital og et til to nærhospitaler.
De døgnåbne skadestuer, fødeklinikkerne og specialafdelingerne samles på de fire områdehospitaler: Hvidovre Hospital (Syd), Bispebjerg Hospital (Byen), Herlev Hospital (Midt) og Nordsjællands Hospital i Hillrød (Nord).
Nærhospitalerne får skadestuer, der er åbne i dagtimerne, og tager sig af planlagte operationer.
Planen vil koste 4,5 milliarder, hvoraf cirka tre milliarder er prisen på omstruktureringerne.
Den forventes at give en årlig besparelse på cirka 300 millioner, eller godt to procent, ud af et budget på 15 milliarder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278