De 583 irakiske asylansøgere skal have lov til at arbejde og uddanne sig, mener et flertal af danskerne.
De 583 irakiske flygtninge, der opholder sig i danske asylcentre, skal have lov til at blive her, til de kan sendes hjem. Det mener 58 procent af danskerne ifølge en meningsmåling foretaget af Catinét for Ritzau.
Hele 96,8 procent mener, at de irakiske flygtninge skal kunne tage et arbejde, mens lidt færre, nemlig 87,8 procent, mener de skal have lov at tage en uddannelse. Godt 75 procent synes de skal kunne bo uden for flygtningecentrene.
En fjerdedel mener, at irakerne skal have permanent opholdstilladelse.
Men integrationsminister Rikke Hvilshøj afviser, at give flygtningene lov til at bo uden for asylcentrene eller tage et arbejde. Hun mener, at generel adgang til arbejdsmarkedet kan motivere til at søge asyl her.
De irakiske flygtninge er fanget på centrene, fordi de hverken kan få opholdstilladelse eller udvises til det krigshærgede Irak.
For nylig har FN`s Flygtningehøjkommissariat advaret mod at udvise de irakiske flygtninge og i stedet opfordret Danmark til at give dem opholdstilladelse.
Flygtningenævnet mener ikke, at der er mulighed for at give irakerne opholdstilladelse inden for den nuværende lovgivning, det kræver en politisk løsning hvis irakerne skal have lov til at blive.
Men Rikke Hvilshøj er ikke indstillet på at følge opfordringen fra FN. Det understregede hun på et samråd i Folketinget tirsdag.
- I sidste ende er det de danske regler og det danske Folketing, der udstikker rammerne for asyl, sagde hun ifølge Information.
Ministeren understregede samtidig, at hun ikke vil pålægge Flygtningenævnet at vægte FN`s anbefalinger højere og henviste til, at asyl eller opholdstilladelse kunne 'åbne en ladeport'.
Det ærgrer FN-forbundet i Danmark.
- Irakiske flygtninge bør behandles nogenlunde ens, og jeg fornemmer, at en række andre lande følger disse anbefalinger om at give asyl eller midlertidigt ophold. Men her i landet bliver der reelt ikke lyttet til FN - specielt ikke når det handler om menneskerettigheder, siger Ole Olsen fra FN-forbundets repræsentantskab til Information.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278