30 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3F laver kampagne mod lønsnyd

3F laver kampagne mod lønsnyd

Lørdag, 27. januar, 2007, 00:00:00

Efter afsløringen i DR af lønsnyd i rengøringsbranchen opfordrer 3F sine medlemmer til at tjekke lønsedlen en ekstra gang

'Bliver du også snydt i løn?'
Sådan lyder overskriften på en annonce, som forbundet 3F i denne uge har indrykket i aviser over hele landet.
Magasinet Penge på DR har afsløret, at rengøringsassistenter i flere tilfælde er blevet snydt for overtidsbetaling, sygedagpenge, pension med mere. Og nu opfordrer 3F medlemmerne til at kigge efter, at lønsedlen er, som den skal være.
- Kampagnen er for at gøre opmærksom på, at nogen går rundt og bliver snydt for noget overarbejde og nogle tillæg, siger Lissi Bech, formand for privat service i 3F i Aalborg, til DR Nordjylland.
Foreløbig har 3F`s nordjyske afdelinger fået 20 henvendelser fra rengøringsassistenter, der enten har set magasinet Penge eller har set fagforeningsannoncen i avisen.
Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen har følgende kommentar til opfordringen fra ISS-direktør Jesper Busk om at ansatte trygt kan henvende sig til koncernen, hvis de har mistanke om snyd på lønsedlen.
- Jeg ville i hvert fald lige tænke mig om to gange, inden jeg beder de samme mennesker, som åbenbart har opgivet lønoplysninger på en forkert måde, om at undersøge lønsedlen igen. Det er jo som at sætte ræven til at vogte gæs, siger forbundsformanden til Fagbladet, som forklaring på at 3F nu kører en massiv annoncekampagne for at få medlemmerne til at kontakte deres lokalafdelinger.
Langt fra alle i rengøringsbranchen er medlem af en fagforening. Listen over sager med lønsnyd kan derfor blive meget længere, når de mange uorganiserede også opfanger budskabet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland