Forhandlingerne for HK`s medlemmer er i gang. Arbejdstid, velfærd på arbejdspladsen og uddannelse er blandt de temaer, der er i spil
HK/Privat, forbundets største sektor, skal have 24 landsdækkende overenskomster på plads under de forhandlinger, der nu er godt i gang.
Arbejdstid, velfærd på arbejdspladsen og kompetenceudvikling er nogle af de overordnede temaer, som er blevet præsenteret for arbejdsgiverne og i fuld gang med at blive realitetsforhandlet, fortæller Carlo Søndergaard, faglig chef i HK/Privat.
- Vi har spurgt medlemmerne, og 84 procent mener, at arbejdstid er det vigtigste emne. De mener ikke, man skal kunne tvinges til at møde på bestemte tidspunkter, hvis det ikke passer ind i deres privatliv. Og der er et udtalt ønske om nedsat arbejdstid for arbejde på ubekvemme tider, siger han til Arbejderen.
Det ligger langt fra arbejdsgivernes krav om fleksibilitet. Dansk Erhverv, der er HK/Privats næststørste arbejdsgivermodpart, vil fremover varsle arbejdsplaner med kun to uger mod fire uger i dag. De vil fjerne en række tillæg og placere arbejde i ni weekender ud af 16 mod syv weekender i dag.
Temaet velfærd på arbejdspladsen dækker om en række bløde krav som pension, løn under barsel, løn under sygdom og seniorpolitik.
Da hovedparten af medlemmerne er kvinder, vejer kravet om løn under barsel tungt. I dag går mange kvinder på barsel med dagpenge i stedet for løn, og kvinderne får derfor ikke sparet så meget op til alderdommen. PensionDanmark har for HK/Privat lavet en udregning på, hvad det koster i pensionskroner at have holdt barsel. To børn og to gange 40 ugers barsel betyder for eksempel 8.200 kroner mindre i årlig pension sammenlignet med kvinder uden børn.
- Det viser, at kvinderne sakker bagud hele livet. De mister i første omgang penge under barslen i form af løn og pension, men det kan også mærkes i alderdommen, hvor det koster på pensionen, at de har holdt barsel, siger Karin Retvig, formand for HK/Privat til Ritzau.
Endelig er det mulighederne for kompetenceudvikling, der står højt på HK`ernes ønskeliste.
- Vores holdning er, at der skal være bedre muligheder for uddannelse til den enkelte. Nu må vi se, hvor det hele lander, siger Carlo Søndergaard.
Også HK/Handel er godt i gang med forhandlingerne. Her går temaerne om arbejdstid og uddannelse igen. Der er aftalt nye forhandlinger på butiksområdet den 2. og 3. februar.
Fakta om HK
360.000 medlemmer. 75 procent af dem er kvinder.
Medlemmerne er fordelt i fire sektorer. Kun medlemmerne af Privat og Handel skal have nye overenskomster i år.
HK/Privat: 155.000 medlemmer
HK/Handel: 93.000 medlemmer
HK/Kommunal: 70.000 medlemmer
HK/Stat: 42.000 medlemmer
Kilde: www.hk.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278