DR`s bestyrelse skal ikke blande politik og journalistik sammen, lyder det fra Aage Frandsen. Flertal i bestyrelsen kræver undersøgelse af DR
Statsminister Fogh ser ud til at få hjælp fra DR`s bestyrelse i sit krav om en uafhængig undersøgelse af Den Hemmelige Krig. Men bestyrelsen må slet ikke blande sig konkret i DR` programmer, fastslår Aage Frandsen, medlem af DR`s bestyrelse og tidligere medlem af Folketinget for SF:
- Bestyrelsen skal ikke blande sig i de enkelte programmer. Det er klart slået fast i de bestemmelser, som vi arbejder under. Det er DR`s ledelse, redaktører og journalister der har ansvaret for de enkelte programmer. Der skal være en armslængde mellem bestyrelsen og de ansatte. Sådan er det i enhver redaktion på enhver avis eller tv. Hvis man blander bestyrelse og redaktionen sammen, risikerer man politisk styring af pressen. Det vil vi ikke acceptere, siger han til Arbejderen.
Han bakkes op af Jørgen Poulsen, professor i journalistik på Roskilde Universitetscenter, der slår fast, at der skal være afstand fra politikerne og til den journalist der skal bedømme politikerne.
Men foreløbig tegner der sig et flertal i den elleve mand store DR-bestyrelse for en undersøgelse af forløbet omkring Afghanistan-filmen. Et af bestyrelsesmedlemmerne er Katrine Winkel Holm, som er datter af Søren Krarup. Hun er en af de tre, som er udpeget af kulturminister Brian Mikkelsen. Sammen med Dansk Folkepartis medlem af bestyrelsen, Ole Hyltoft, er hun hoveddrivkraft bag kravet om en undersøgelse, der kulegraver dokumentaren, ser på råbånd, fraklip og hvilke spørgsmål der er blevet stillet.
Bestyrelsen mødes næste gang den 6. og 7. februar. Ud over kulturministerens tre medlemmer har de seks største partier hver en repræsentant. Endelig har DR`s ansatte udpeget to medlemmer.
DR`s seerredaktør, Jacob Mollerup, kalder kritikken af dokumentaren 'skudt over målet'.
- Det er en film, som fra starten har sat sig for at være kritisk over for magthavernes forklaringer. Den pirker til det officielle glansbillede og prøver at komme ind bag facaden. Og den er i sit udgangspunkt skeptisk over for myndighederne. Netop denne indstilling er der brug for i sager som denne, hvis man ikke vil nøjes med pressemeddelelser og officielle forklaringer, siger seerredaktøren til Arbejderen.
Som DR`s chef for etik og klagesager er det Jacob Mollerups opgave at DR forholder sig til seriøs kritik.
- Er DR helt på afveje i den her sag? Nej, det mener jeg ikke. Og i hvert fald ikke i det omfang, statsministeren taler om. Påstandene om de lange rækker af faktuelle fejl holder ikke for en nærmere prøvelse. De fejl, der har været, gør det ikke berettiget at tale om hverken fusk eller grov manipulation, fastslår seerredakøren.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278