29 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nye krav truer løsarbejderjob

Nye krav truer løsarbejderjob

Tirsdag, 30. januar, 2007, 00:00:00

Havnearbejderne går til Folketinget for at protesterer mod dagpengestramninger, der vil gøre det umuligt at fungere som løsarbejder

af Hans Brinkmann
Rådighedsregler og nye stramninger af rådighedsreglerne kan true løsarbejderbrancher. Derfor vil Havnearbejdernes Landsklub have Folketingets arbejdsmarkedsudvalg til at gribe ind.
Flaskehalse på for eksempel lagerområdet kan sammen med skærpede krav til folk på dagpenge fører til, at havnearbejderne er truet som faggruppe.
De skærpede regler kræver ikke kun, at folk på supplerende dagpenge skal møde til samtale hver tredje måned, de skal også søge fuldtidsjob og a-kassen skal anvise dem fuldtidsjob.
- Og når man søger, så risikerer man jo også at få jobbet, konstaterer Ole Nors, transportgruppen 3F Aalborg.

Skader samfundsøkonomien
- Det værste scenario er, at det i sidste ende bliver overladt til søfolkene at laste og losse, så indtægten fra havnearbejdet forsvinder ud af landet. Så det er heller ikke samfundsøkonomisk set nogen god idé at undergrave systemet på den måde, siger han.
Ifølge Ole Nors er der mindst 80.000, som i dag arbejder og får supplerende dagpenge. Det er ikke kun havnearbejderne, som er løsarbejdere. De findes i stor udstrækning i hotel- og restaurationsbranchen, på det grønne område og i fiskeindustrien.
- En vikar er noget positivt, mens en løsarbejder opfattes negativt, jeg kan ikke se forskellen. Det handler om arbejde som skal laves, og som det er næsten umuligt at passe ind i faste job.
- Det er rigtigt, at arbejdsgiverne lukrerer på de supplerende dagpenge, og selvfølgelig skal vi kæmpe for fuldtidsstillinger. Det har vi forsøgt i 25 år, men skibene kommer nu engang, når de kommer, siger Ole Nors.

Maksimalt til rådighed
Han understreger, at havnearbejderne står til rådighed hver dag året rundt.
- Man kan ikke være mere fleksibel end havnearbejderne, de møder hver morgen for at være til rådighed, og de arbejder dag og nat, når skibene er her. For eksempel var der kun arbejde til fem mand på Aalborg Havn i mandags, mens der i dagene efter var arbejde til alle, siger han.
På mødet med arbejdsmarkedsudvalget håber havnearbejderne at få politikerne til at forstå, at det er nødvendig at give løsarbejderne dispensation for de stramme rådighedsregler.
- I forvejen skal man have arbejde 20 timer i snit om ugen for ikke at blive aktiveret, så det handler jo ikke om folk, der kun har ganske få timers arbejde og så hæver dagpenge for resten. Vi håber politikerne vil anerkende, at der er job, hvor det er ufatteligt svært at passe det ind i faste stillinger. Samtidig må de anerkende, at det er arbejde, der skal gøres, siger Ole Nors.

Artiklen er hentet fra Fagligt Ansvars hjemmeside.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland