29 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge træner til konflikt

Unge træner til konflikt

Onsdag, 31. januar, 2007, 00:00:00

3F Ungdom gør klar til at aktionere for overenskomstkravene. De ruster sig med argumenter og træner i fysisk blokade

Lever overenskomstforhandlingerne ikke op til forventningerne, så er de unge parate til at vise, at de mener deres krav alvorligt og følge dem helt til dørs.
- Vi ønsker at vise, at vi er klar til om nødvendigt at sætte handling bag vores overenskomstkrav. Hvis resultaterne ikke kan opnås ved forhandlingsbordet, så må vi tage andre midler i brug. Et af dem er fysisk blokade, siger Jesper Nielsen, ungdomskonsulent i 3F Ungdom, til Arbejderen.
Han tilføjer, at det i en overenskomstsituation oven i købet er et helt legalt våben at tage i anvendelse fra lønmodtagernes side for at lægge pres på arbejdsgiverne.
Netop for at afdramatisere en eventuel konflikt på arbejdsmarkedet gennemførte 3F Ungdom i den forgangne weekend et overenskomstseminar i København.
- Formålet med weekenden var først og fremmest at klæde os selv på til at argumentere for de krav, vi har stillet til forhandlingerne. Det øvede vi lidt i og fik samtidig en lektion i, hvordan overenskomstforhandlingerne foregår, fortæller én af deltagerne, murerlærling Silas Jensen, til Arbejderen.
Det blev også til en diskussion om den aktuelle forhandlingssituation og de sparsomme oplysninger, der kommer ud i medierne. Endelig var al snakken krydret med en konkret øvelse i at lave en fysisk blokade.
- Vi håber selvfølgelig, at der kommer et resultat, der står mål med forventningerne. Hvis ikke, så gør det ikke noget, at vi har øvet os lidt, mener Silas Jensen.
Meningen er, at deltagerne skal tilbage til arbejdspladser og på tekniske skoler og argumentere for ungdomskravene.
Ungdomskonsulent Jesper Nielsen er med til at lave et tilsvarende arrangement henvendt til medlemmerne af 3F Ungdom i Nordjylland. Det sker i weekenden den 10. og 11. februar.
Kravene fra 3F Ungdom koncentrerer sig om fire krav. Ti kroner mere i timen, mere målrettet uddannelse, indflydelse på arbejde på skæve tider og mindsteløn på 120 kroner i timen.
Tre ud af fire danskere støtter kravet om, at lærlingenes løn skal hæves med ti kroner i timen ved de igangværende overenskomstforhandlinger. Det viser en undersøgelse, 3F Ungdom har fået lavet via analyseinstituttet Epinion.
3F Ungdom ruster sig også på anden vis til en eventuel konflikt. Der er produceret 30.000 løbesedler, 20.000 postkort og 4.000 plakater, der gør opmærksom på, hvilke krav der er, og hvorfor de er rimelige.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jan. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland