LO mister medlemmer, mens FTF, Akademikernes Centralorganisation og de gule fagforeninger vokser. To arbejdsmarkeds-forskere komme med deres bud på årsagerne

De sidste ti år er den faglige organisering i Danmark gået tilbage. Det gælder både det absolutte antal medlemmer af fagforeninger/forbund og for den andel af samtlige lønmodtagere og arbejdsløse, som er medlemmer.
I 1995, da medlemstallet var på sit højeste, var der 2,2 millioner medlemmer, og organisationsgraden var på 85 procent. Siden er begge dele faldet drastisk. Alene LO-forbundene har mistet 230.000 medlemmer på ti år og den samlede organisationsprocent er i dag nede på 75 procent, konstaterer Steen Scheuer, professor ved Roskilde Universitet.
- Der er ganske enkelt flere, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og dermed ryger ud af fagforeningerne, end der melder sig ind i den anden ende. Og så er der en tendens til at færre lader sig organisere, siger professoren til Arbejderen, som et par af forklaringerne på medlemsflugten.

Strukturelle ændringer
Flemming Ibsen, Lektor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning på Aalborg Universitet, er enig. Han supplerer med, hvad han kalder strukturelle forandringer.
- Når folk bliver bedre uddannet, rykker de op i hierarkiet. De uddanner sig ud af LO og over i andre hovedorganisationer, siger han til Arbejderen.
Det bekræfter Steen Scheuer, der har kigget nærmere på Statistisk Årbog og Statistisk Tiårsoversigt for 1995 til 2005. Scheuer skriver i et notat fra august sidste år, at mens LO-forbundene mister medlemmer, går FTF i samme periode frem med 29.000 medlemmer, AC får 31.000 og de såkaldte uafhængige forbund 29.000 nye medlemmer. Sidstnævnte gruppe omfatter forbund udenfor hovedorganisationerne, hovedsagligt de gule fagforeninger.
Siden opgørelsen af disse tal er der faldet dom ved Menneskerettighedsdomstolen, der har forbudt eksklusivaftaler på det danske arbejdsmarked. Det resulterede især det første halve år efter dommen i et sandt medlemsboom for de gule, men Steen Scheuer bemærker, at de gule og de andre hovedorganisationer tilsammen ikke har formået at samle op på alle dem, der har forladt LO-fagbevægelsen.
Med andre ord, man kan konstatere, at organisationsmønstret ændrer sig. Og der må altså findes flere forklaringer.

Jobflugt
Med til at forrykke billedet af den faglige organisering hører, at der findes job, som ganske enkelt helt forsvinder fra Danmark, påpeger Flemming Ibsen.
- Vi så det med tekstil- og beklædningsbranchen, hvor der forsvandt 10-12.000 personer, da hele produktionen røg til udlandet. Samme tendens ser vi nu på NNF-området. Globaliseringen presser på og især de kortuddannedes job flytter syd for grænsen, hvor omkostningerne er lavere.
Blandt de store danske virksomheder, der de seneste år har lukket helt ned for produktionen i Danmark eller flyttet dele af produktionen til udlandet, fremhæver Flemming Ibsen, Dansk Eternit, Grundfos og Danfoss.
- Andre job kommer til, hvor der ikke er tradition for at være medlem af en fagforening. Det gælder it-verdenen og i turist- og fritidsbranchen. I det hele taget er det et problem i dele af den private sektor med stort gennemtræk eller med mange midlertidigt ansatte/kontraktansatte.
Til sidst nævner Flemming Ibsen den gruppe af unge, indvandrere og flygtninge, der aldrig når at få en tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed heller aldrig medlemsskab af en fagforening.
- Her ligger et kæmpe potentiale og en udfordring for fagbevægelsen.

Nasserøvene
Udfordringer er der nok af for den etablerede fagbevægelse. En anden af slagsen er de mere end 100.000 lønmodtagere, der har valgt at stå udenfor en fagforening. Nogle kalder det at køre på frihjul, mens man på arbejdspladserne hellere kalder den slags kolleger for nasserøve.
- De nyder godt af resultaterne, som fagbevægelsen forhandler hjem, men betaler ikke for ydelserne. Det svarer til at se tv uden at betale licens, mener Flemming Ibsen.
Problemet er rejst ved de igangværende overenskomstforhandlinger af blandt andre formand for CO-industri Thorkild E. Jensen, der også er formand for Dansk Metal. Han har gjort opmærksom på, at det må være rimeligt, at man er medlem af en af de overenskomstbærende organisationer, hvis man vil have del i de gode resultater.
Den tanke kan Flemming Ibsen sagtens følge.
- Jeg tror, at fagbevægelsen bliver nødt til at skrue op for den individuelle service og sikre ydelser, der kun kommer medlemmerne til gode. Det kunne for eksempel handle om mulighederne for uddannelse.

De gule
Når man snakker medlemsflugt, undgår man ikke problemet med de såkaldte gule organisationer.
- Det problem, at stadig flere vælger discount-løsningen, er ikke først dukket op efter dommen sidste år, der forbød eksklusivaftaler. Den dom har blot, sammen med lovgivningen om de tværfaglige a-kasser, givet de gule ekstra medvind, mener Flemming Ibsen.
Uanset om de gule er gået frem med 60.000 eller 100.000 medlemmer er Flemming Ibsen sikker på, at den etablerede fagbevægelse ser på udviklingen med stor alvor, sammen med de mange andre faktorer, der spiller ind på medlemstallene.
Omvendt mener han, at udviklingen kan vendes.
- Fagbevægelsen skal blive meget bedre til at markedsføre sig selv. Den skal være mere opsøgende overfor nye medlemsgrupper. Medlemmerne vil vide, hvad de får for deres kontingentkroner. Og så skal fagbevægelsen ikke mindst sikre resultater, der kommer lønmodtagerne til gode, som nu ved overenskomstforhandlingerne.
Steen Scheuer og Flemming Ibsen er ikke i tvivl om, at udviklingen i medlemstallene gør ondt på fagbevægelsen. Når det er sagt hører danskerne stadig til i den absolutte top, når det gælder fagforeningsmedlemsskab.
- I Tyskland og England ligger de på en organisationsprocent på mellem 30 og 40. Kun Sverige er på højde med os, slutter de to arbejdsmarkedseksperter.