En fagforening skal tage aktiv stilling til samfundsudviklingen og inddrage medlemmerne, hvis de ikke skal forsvinde fra fagbevægelsen, lyder erfaringerne fra Århus

Faglig og politisk stillingtagen. Et veludviklet medlemsdemokrati. Et stort aktivitetsniveau og medlemmernes involvering i aktiviteterne.
Det er nogle af de ingredienser, der kan være med til at dæmme op for medlemmernes flugt fra fagforeningerne, mener Ulla Nygaard, næstformand i BUPL Århus.
Hun ved ikke, hvor stor organisationsprocenten i fagforeningen er, bare at 'den er høj', og at det bunder i et helt bevidst arbejde.
- Fagforeningen skal være synlig både for medlemmerne og i den offentlige debat. Vi skal blande os i udviklingen af vores medlemmers arbejdspladser og i debatten om den generelle samfundsudvikling. Konkret skal vi i BUPL bidrage med vores bud på, hvad vi vil med den offentlige sektor, med vores børn og unge, siger en tydeligt engageret næstformand til Arbejderen.
Århus-afdelingen varetager interesserne for lidt over 4.700 pædagoger og klubfolk. En opgave, der har været sat på hårde prøver især de seneste år, hvor Århus Kommune flere gange har været ude i voldsomme sparerunder i den offentlige service.
- Vores medlemmers arbejdsvilkår og de forhold, vi tilbyder børn og unge, handler om politik. I sidste ende bliver beslutningerne taget i Folketinget og af de lokale politikere. Derfor undgår vi ikke at snakke politik. Vores erfaringer er, at det ikke er politisk stillingtagen, der skræmmer medlemmerne væk, fastslår Ulla Nygaard.

Aktivitet skal der til
Faglig og politisk stillingtagen alene gør det imidlertid ikke. Der skal også handling til, men det nytter ikke, at det kun er bestyrelsen og de ansatte i fagforeningen, der drøner rundt. Fagforeningen er intet uden medlemmerne og tillidsrepræsentanterne.
- Vi har omkring 500 tillidsfolk, der er krumtappen i afdelingen. De er vores kontakt ud til arbejdspladserne og de enkelte medlemmer. De månedlige møder med dem binder vores organisation sammen og er forudsætningen for, at vi kan handle og udvikle vores aktiviteter.
- Både diskussioner og aktiviteter skal favne medlemmerne bredt set. Nøjagtig som det skete sidste år under budgetkampene her i Århus, hvor BUPL var meget synlige. Ingen er i tvivl om, hvad vi mener om de meget voldsomme nedskæringer, der nu er ved at blive ført ud i livet. Som fagforening har vi været en aktiv medspiller i samarbejdet med andre offentlige grupper, der også får sparekniven at føle. Det gælder både lokalt og på landsplan.
- Men nok så vigtigt, vores medlemmer har været utroligt aktive. De har skrevet læserbreve, arrangeret og deltaget i møder, demonstreret og lavet aktioner.

Fællesskab eller ej
Et spørgsmål trænger sig på. Mærker BUPL Århus intet til medlemmer, der ikke længere ønsker at være en del af fællesskabet?
- Jo, indrømmer Ulla Nygaard.
Hun betragter det imidlertid ikke som noget voldsomt stort problem. I hele 2006 drejede det sig om cirka 50 personer, der ønskede at melde sig ud af BUPL Århus.
- Begrundelserne er meget forskellige. Stadig flere angiver økonomi som grund. De vælger fagforeningen fra og nøjes med medlemskab af a-kassen. Nogle stopper midlertidigt i jobbet på grund af udlandsrejse eller uddannelse, og endelig er der dem, der ønsker at blive overflyttet til de gule.
At fagligt kontingent ikke længere er en selvfølgelig udgift slår stadig tydeligere igennem i de nye pædagogårgange. BUPL Århus har set en tendens til, at flere unge, når de er færdige på seminariet, kun melder sig i a-kasse og vælger den faglige del fra.
- Som noget nyt sætter vi derfor speciel fokus på de unge. Sammen med de studerendes organisation arbejder vi med at komme mere ud på seminarierne for at hilse på de studerende. De skal møde os fra dag et i deres uddannelse.

Eksklusivaftaler
For 20 år siden var det helt almindeligt, at man som noget af det første, når man startede på en ny arbejdsplads, blev spurgt, om man var medlem af fagforeningen, husker Ulla Nygaard. Det sker ikke i dag.
- Nu har vi jo aldrig haft eksklusivaftaler indenfor det offentlige. Alligevel har der været en bevidsthed om betydningen af at bidrage til fællesskabet ved at være organiseret i den fagforening, der forhandler dine løn - og arbejdsvilkår hjem. Jeg tror, det ligger i tiden, at det er mere legalt at være ikke-medlem. Det er folks private sag, om de er organiseret, og hvor de er organiseret.
- Om folk organiserer sig, handler dybest set om, hvor vidt de kan se nytten af at være organiseret det rigtige sted. Kan de ikke det, må fagforeningerne ud af hullerne. En aktiv og udadvendt fagforening, der slås for medlemmernes vilkår, vil langt hen af vejen i sig selv give argumenterne for medlemskab, mener Ulla Nygaard.

Den sovende fagbevægelse
Når fagbevægelsen generelt døjer med medlemstilbagegang er det til dels dens egen skyld, lyder det kontant fra Århus.
- På et tidspunkt faldt fagbevægelsen i søvn. Der indfandt sig den holdning, at fagforeningerne ikke skulle være for politiske. De skulle koncentrere sig om det faglige. Det gælder også mit eget forbund.
Resultatet udeblev ikke, mener den århusianske næstformand. Der skete voldsomme forandringer i samfundet, mens fagbevægelsen i alt for mange år forholdsvis passivt så til.
- Grundlaget for markedsgørelsen af den offentlige sektor blev blandt andet lagt i den periode. Vi var for lidt årvågne, og reagerede ikke på de strukturændringer, der allerede i 80`erne satte gang i den udvikling, og som i dag foregår i et stadig hastigere tempo.
- Vi protesterede ikke højlydt mod den nyliberale tænkning. De nødvendige politiske diskussioner blev ikke taget hverken på forbundsplan, i de lokale afdelinger eller med medlemmerne. Fagbevægelsen kom på bagkant, konstaterer Ulla Nygaard.
Derfor glæder hun sig ekstra meget over den bevægelse, der har rejst sig i sporet af budgetkampene i 2006 i Århus og hele Danmark.
- Den bevægelse har genrejst de politiske diskussioner. Det er igen blevet helt legitimt at forholde sig til politik som fagforening. Og det er afgørende, hvis vi vil holde på medlemmerne.