28 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Protesterne vælter ind

Protesterne vælter ind

Torsdag, 01. februar, 2007, 00:00:00

Der skal spares 108,7 millioner kroner indenfor børne- og ungeområdet. Politikerne skal vide, at nedskæringerne har voldsomme konse-kvenser, mener lærerne

Politikerne i Københavns Kommune bliver tvunget til at se børn, forældre og skolelærere i øjnene, når de næste torsdag ventes endeligt at vedtage det reviderede budget for 2007.
Forældreforeningen Skole og Samfund har sammen med de københavnske lærere og elever indkaldt til demonstration på Rådhuspladsen klokken 16 i protest over nedskæringerne indenfor børneområdet.
Klokken 17.30 mødes politikerne i Borgerrepræsentationen for at vedtage det forhadte budget.
- Mange af nedskæringerne er allerede øremærket: Lejrskoler og ekskursioner skæres væk. To-lærerordningen i børnehaveklasserne skæres stort set væk. Der skæres på integrationen af de to-sprogede og på mønsterbryder-projekter. Alt sammen nedskæringer der rammer de i forvejen mest udsatte børn, konstaterer Kim Laursen, formand for Skole og Samfund København, overfor Arbejderen.
Desuden skal 183 lærerjob spares væk.
Politikerne skal ikke senere kunne komme og påstå, at 'de ikke vidste' at nedskæringerne har voldsomme konsekvenser for de unge. Det besluttede 170 tillidsrepræsentanter og deres suppleanter på et stort tillidsmandsmøde i Københavns Lærerforening tirsdag.
- Vi besluttede at vi vil bruge de kommende dage frem til torsdag på at mobilisere bredt til demonstrationen. Det vil ske med sjove og kreative happenings på de enkelte skoler. Herudover vil Københavns 67 folkeskoler og ti specialskoler skrive til politikerne og advare mod konsekvenserne på netop deres skole, fortæller næstformand i Københavns Lærerforening, Ole Hein Christensen til Arbejderen.
Så sent som i går kunne det socialdemokratiske medlem af borgerrepræsentationen, Jette Bergenholz, i DR`s P4 ellers fortælle, at folkeskolens arbejde med at integrere de unge er en 'succes'. Alligevel er Socialdemokraterne at finde blandt det flertal som er klar til at stemme nedskæringsbudgettet igennem.
Eleverne i 6.-9. klasse på Kildevældsskolen i København nægtede i går at modtage undervisning i protest mod kommunens besparelser.
- Vi er gået i strejke på grund af de urimelige besparelser, fastslår elevrådsformand Mai Klærke.
Tirsdag nedlagde lærerne på Holbergskolen arbejdet. De er gået i arbejde igen. Skolen blev mødt af massivt bifald på tirsdagens tillidsmandskonference.
I alt skal der spares 108,7 millioner kroner indenfor børne- og ungeområdet.

Demonstration mod nedskæringerne på de københavnske skoler, fritidshjem og - klubber: Torsdag den 8. februar klokken 16 på Rådhuspladsen i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland