29 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

De lukker skolen igen i dag

De lukker skolen igen i dag

Fredag, 02. februar, 2007, 00:00:00

Forældre og elever blokerer fortsat Hellig Kors Skole i København i protest mod kommunens nedskæringer. I går nedlagde lærerne undervisningen

'Det her bomber integrationsarbejdet mange år tilbage.'
Sådan lyder meldingen fra Hellig Kors Skole på Nørrebro i København. Lærere og forældre på Hellig Kors Skole har i mange år knoklet for at vende skolens negative ry. De sidste tre år er elevtallet begyndt at stige, og der starter nu langt flere børn med dansk baggrund.
Med kommunens varslede nedskæringer på børneområdet smuldrer grundlaget for de positive resultater. Det har fået forældre og elever på gaden.I går blokerede de undervisningen med bannere, småkager og shawarma foran skolens indgang.
- Når vi har kunnet vende skolens udvikling og tiltrække nye forældre, har det jo været fordi, vi har kunnet vise, at skolen har nogle fordele. De fordele bliver ramt af nedskæringerne, siger Gitte Jørgensen, der er mor til en dreng i 1. klasse og formand for forældrenetværket Brug Folkeskolen.
Københavns Kommunes budget lægger op til, at der skal spares 108,7 millioner kroner på børne- og ungdomsområdet, fordi budgettet er blevet overskredet tidligere år. Af dem skal de 62 millioner hentes i skolerne.
- Historisk set har København aldrig været rigere, og man kan spørge sig selv, om byen har råd til at lade folkeskolen sejle, siger Gitte Jørgensen til Arbejderen.
Det er elevrådsformand Eva Sofie Fritzbøger fra 8. klasse enig i.
- Det er jo ikke hverken lærernes, forældrenes eller elevernes fejl, at de penge mangler, konstaterer hun.
Hvis nedskæringerne vedtages, skal Hellig Kors Skole fyre to lærere og en børnehaveklasseleder og skære ned på undervisningen, rengøringen, integrationsarbejdet og tilbudene til de fagligt og socialt svage elever.
Det er mere end hvad lærerne kan leve med.
- Vi er blevet enige om at nedlægge undervisningen indtil klokken 13 i dag torsdag, fortæller Mette Munk Lammers, der er lærer på Hellig Kors Skolen, til Arbejderen.
- Nu er folk gået i gang med at forberede sig til demonstrationen på torsdag. Der bliver lavet bannere og planlagt happenings, siger hun.
- Vi kan simpelt hen ikke klare flere besparelser. Vi har i mange år haft over 85 procent tosprogede elever. Men i de sidste år har vi arbejdet målrettet med mønsterbrydning og nået kommunens mål, så der starter 50 procent danske børn i børnehaveklasserne nu. Når vi på den måde kan få de ressourcestærke forældre til at vælge skolen, er det jo fordi de stoler på, at det er trygt at gå her, at vi kan håndtere konflikter, og at vi hjælper de svageste elever, så der også bliver rum til de fagligt stærke.
- Lektiecaféen samler op på det faglige. Ventilen, vores pusterum til de urolige elever, betyder, at der kan hele tiden kan undervises i alle klasserne. Den ekstra børnehaveklasselærer betyder, at vi kan love de nye forældre en tryg skolestart.Det er alle de områder nedskæringer rammer, uddyber Mette Munk Lammers.
Lærerne på Hellig Kors Skole kommer heller ikke til at undervise i dag. Lige som på en række andre københavnske skoler besluttede forældre og elever i går at fortsætte blokaden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland