Ungdomssanktionen var et hovedtema på Retsudvalgets høring i sidste uge. Eksperter og politikere er enige om, at ungdomssanktionen har været en fiasko

- Vi har et fælles mål, og det er at forhindre, at de unge falder tilbage til kriminalitet, siger Lisbeth Hansen fra Teori- og Metodecentret.
Hun nyder tydeligvis opbakning blandt alle de eksperter, politikere og praktikere, der deltager på Retsudvalgets høring om ungdomskriminalitet. Der er tilsyneladende også enighed om, hvordan man kan forhindre tilbagefaldet - ved ikke at udelukke den unge kriminelle mere end højst nødvendigt fra samfundet igennem straffen.
Netop fokus på en ikke-udelukkende straf har været kendetegnende for Danmarks politik overfor de unge kriminelle, siden vi tiltrådte FN`s børnekonvention i starten af 1990`erne. I stedet for fængselsstraf gik man da over til at lade de yngste afsone deres ubetingede dom i sociale institutioner.
Men efter den massive medieomtale af en række overfald og gruppevoldtægter i 2000 ville Nyrup-regeringen vise handlekraft og indførte Ungdomssanktionen, der trådte i kraft første juli 2001.

Ungdomssanktion
Unge mellem 15 og 17 år, der får en ubetinget dom på mellem 30 dage og et år for alvorlig kriminalitet, kan i stedet for afsoning i en social institution blive idømt Ungdomssanktion, hvis hjemkommunen indstiller til det.
Ungdomssanktionen varer i alt to år og består af tre faser. Førte fase foregår på en sikret institution, der ofte af indsatte og personale omtales som et slags ungdomsfængsel. Her er den unge typisk i to måneder, men opholdet kan vare helt op til et år. Fase to afsones i en åben døgninstitution, og når der er minimum et halv år tilbage, begynder et udfasningsforløb, hvor den unge bor hjemme, men er under opsyn.
Oprindeligt var planen, at opholdet i de sikrede institutioner kun skulle vare to måneder, men ifølge Lisbeth Hansen bliver disse ophold længere og længere.
- Det er meget problematisk, at de unge skal opholde sig så længe i de sikrede institutioner, det er institutionerne slet ikke rustede til, mener Lisbeth Hansen.
- Mange af de indsatte har behov for behandlingstilbud i forhold til stofmisbrug eller psykiske problemer, som de sikrede institutioner ikke kan tilbyde. Og så mangler der udfoldelsesmuligheder. De unge har ikke noget at tage sig til i så lang tid, fordi institutionerne er indrettet med henblik på kun at have dem i et par måneder, forklarer hun.
Et andet problem er mangel på kontinuitet i forløbet. Nogle unge er udsat for at blive flyttet rundt fra den ene sikrede institution til den anden, op til seks forskellige institutioner i løbet af fase et. De bliver også nødt til at skrifte institution fra fase et til fase to, fordi de sikrede og de åbne institutioner ikke ligger sammen.
Det gør ifølge forstander på den sikrede institution Grenen, Lars Emil Andersen, de unge rundtossede.
- De unge skal bruge så mange kræfter på at tilpasse sig det nye miljø, mens de i forvejen er udsatte og sårbare, siger han og tilføjer, at en ung for eksempel også kan skifte terapeut flere gange i forløbet, og hver gang bliver nødt til at starte forfra.
- Af og til ser det ud som om, en begrænset kommunal økonomi indvirker på en uhensigtsmæssig måde i forhold til varighed og indhold af en anbringelse og på afgørelser om anbringelser, siger Lars Emil Andersen.
- Desuden bliver de unge forvirrede over, at straf og behandling bliver blandet sammen. De betragter ungdomssanktionen som en hård straf, og derfor opponerer de også imod den behandling, de bliver tilbudt, forklarer Lisbeth Hansen
Hun mener, at sammenhængen i forløbet kunne forbedres, hvis man udarbejdede en handlingsplan for den unge allerede under sagsbehandlingen, mens den unge sidder varetægtsfængslet.
- Og i øvrigt er varetægtsfængslingen alt for lange, mener hun. Den varer i gennemsnit 69 dage og foregår i et almindeligt fængsel, hvor de unge afsoner sammen med voksne kriminelle, inden de komme på den sikrede institution.

Skandinaviske erfaringer
Den massive kritik af ungdomssanktionen får nu socialminister Eva Kjær Hansen til at foreslå en lovændring. Hun vil tilknytte en koordinator til hver ung gennem hele forløbet og øge indsatsen for, at den unge har en uddannelsesplads eller et arbejde at komme ud til efter forløbet.
- Det peger i den rigtige retning, indrømmer Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet, der ellers er en af Ungdomssanktionens største kritikere. Men han mener ikke det er tilstrækkeligt.
- Jeg tror ikke, at vi opnår meget igennem disse ændringer, tilføjer han.
Han mener, at Ungdomssanktionen er med til at holde den unge ude af samfundet. En ung, der kunne være blevet idømt tre måneders ophold på en social institution, bliver idømt ungdomssanktion og isoleret fra samfundet i halvandet år, hvor der i øvrigt tilsyneladende ikke sker nogen positiv udvikling.
Han synes hellere vi skulle se os over skulderen til Norge, Finland og Sverige, og lære af, hvad deres grundige undersøgelser har vist.
I Sverige har de fra første januar i år indført 'ungdomstjeneste' der minder om samfundstjeneste, 'ungdomstilsyn' der skal tage hånd om den indsatte og 'konfliktmægling', hvor den kriminelle og offeret møder hinanden, og den kriminelle er med til at rette op på den forvoldte skade. Desuden har de besluttet en maksimum sagsbehandlingstid.
- Vi har også tidligere forsøgt os med konfliktmægling i tre politikredse i Danmark, men det forsøg er nu stoppet, og der er ikke afsat penge i budgetaftalen til at genoptage det, slutter Jørn Vestergaard skuffet.