I mandags havde FOA, BUPL og Danmarks Lærerforening indkaldt til velfærdskonference. Den er startskuddet til et stærkere og mere offensivt samarbejde
Når vi i Danmark er så rige som aldrig før, så skal velfærden også følge med.
Det er hovedbudskabet fra den velfærdskonference, som Danmarks Lærerforening, Pædagogerne fagforening, BUPL, og forbundet Fag Og Arbejde, FOA, afholdt i mandags.
Konferencen er startskuddet til et stærkere og mere offensivt samarbejde mellem de tre forbund. Med mere end en kvart million ansatte i den kommunale service dækker de store og vigtige områder inden for den offentlige sektor, daginstitutioner og dagpleje, folkeskoler samt ældreområdet.
- Idéen med vores samarbejde er - kort sagt - at kæmpe en fælles kamp for udviklingen af et solidarisk velfærdssamfund. Flertallet af befolkningen ønsker en anden udvikling end den vi ser i dag, hvor privatforbruget stiger meget kraftigere end det offentlige forbrug, sagde BUPL`s formand Henning Pedersen ved konferencens åbning.
God grund til protester
Konferencen kommer efter et år med store folkelige protester mod nedskæringerne i de kommunale budgetter.
Protesterne er udtryk for en generel utilfredshed i befolkningen, viser en række Vilstrup-analyser, offentliggjort af forbundene i et fælles debatoplæg på konferencen.
Mens 45 procent af befolkningen oplever at kvaliteten af de offentlige velfærdsydelser forringes, oplever kun 13 procent en forbedring. Det mener 53 procent er en utilfredsstillende udvikling.
Utilfredsheden er ikke uden grund, skriver forbundene i oplægget.
På daginstitutionsområdet er antallet af børn i forhold til ansatte steget op gennem 90`erne, mens forældrene i hver femte insitution må lægge arbejdskraft til eller betale direkte når der skal købes materialer, laves mad eller males på blå stue.
I folkeskolerne er klassekvotienten den højeste i 25 år. 40 procent af skolerne kan ikke tilbyde det antal timer, som Undervisningsministeriet anbefaler. Og kommunernes bistand til de ældre er ligeledes reduceret markant.
Derfor vil de tre forbund nu styrke samarbejdet.
- Vi har vilje til velfærd, men vi har også vilje til handling, fastslog FOA`s formand, Dennis Kristensen, overfor de godt 300 fremmødte tillidsvalgte.
- Kommunalreformens formål var bedre offentlig service. Det skal vi holde politikerne fast på. Derfor vil vi lægge op til fælles krav til arbejdet med de kommunale budgetter og til fælles pres på økonomi- og finanslovsforhandlingerne.
Befolkningen ønsker velfærd
At der også er vilje til velfærd i befolkningen er de tre forbund ikke i tvivl om. 68 procent foretrækker forbedring af de offentlige velfærdsydelser frem for skattelettelser, viser debatoplæggets Vilstrup-analyser.
Samtidig blev det understreget på konferencen, at Danmarks høje placering i den internationale konkurrence punkterer myten om modsætning mellem velfærd og vækst.
Men selvom statens og samfundets økonomiske overskud er historisk højt, er det offentlige forbrug de sidste seks år kun vokset halvt så stærkt som det private forbrug. Det får de, der har råd, til at vælge private serviceydelser.
Derfor skal kampen for velfærd ikke kun handle om mere økonomi. De penge der er, skal også placeres bedre. Og der er forbundenes medlemmer de daglige ekperter, påpegede Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.
En af velfærdssamfundets helt store opgaver at fastholde og rekruttere ansatte.
- Vi skal sikre arbejdskraften i den offentlige sektor. Og det gør man ikke ved at øge presset på den enkelte ansatte, sagde Anders Bondo Christensen.
Konkret har forbundene foreslået otte veje til at bedre arbejdsvilkårene. De peger på forbedring af løn- og arbejdsvilkår, af arbejdsmiljøet, af indsatsen mod stress, af uddannelserne og efteruddannelsen, af senior- og integrationsordningerne samt fuldtidsansættelse for at den fjerdedel af de deltidsansatte der ønsker det.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278