26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Investeringsfond venter på hus

Investeringsfond venter på hus

Torsdag, 08. februar, 2007, 00:00:00

Der er ikke meget håb for Ungdomshuset, når Borgerrepræsentationen i aften skal diskutere nedrivningen. I kulissen venter en investerings-fond

Det er ikke kun de unge brugere i Ungdomshuset på Nørrebro, der bider negle, når Borgerrepræsentationens medlemmer i aften behandler Faderhusets ansøgning om nedrivningstilladelse.
Finansgruppen A/S sidder nemlig klar ved tegnebordet. Firmaet lever af at bygge boliger til formuende privatpersoner. På Nørrebrogade ejer gruppen den Kvickly, hvis store parkeringsplads grænser op til Ungdomshusets grund.
Og de har planer om at bygge ejerboliger i området, fortæller Karin Bakthi, der er byfornyelseskonsulent i det kommunale kvarterløft.
- For et par år siden holdt vi en række borgermøder med de lokale beboere om, hvad vi kunne bruge den store parkeringsplads til. I forlængelse heraf udskrev Finansgruppen A/S en arkitektkonkurrence, siger hun til Arbejderen.
Konkurrencen blev vundet af Lars Gitz arkitekter. På planerne kan man se, at selvom projektet ikke går ind på Ungdomshusets matrikel, er de bærende principper boligbebyggelse med ejerboliger ud mod gadeplan og et indre torv med træer og springvand.
Arkitektfirmaet ønskede i går ikke overfor Arbejderen at uddybe planerne, som de siger ligger stille for tiden. Det er også Karin Bakhtis indtryk.
- Sidst vi hørte fra dem, sagde de, at de afventer Ungdomshusets skæbne, som jo har stor betydning for deres planer, fortæller hun.
Ifølge et rygte er Faderhuset blevet budt væsenligt mere for en tom grund, end fonden Jagtvej 69 har kunnet præstere. Det er dog ikke lykkedes Arbejderen at få det bekræftet.
Den sluttede randbebyggelse er helt i tråd med kommunens ønsker for området. Teknik- og Miljøudvalget benhandlede i går nedrivningsansøgningen. Alt tydede ved redaktionens afslutning på, at de vil indstille til Borgerrepræsentationen at tilladelsen gives.
Det gamle arbejderpalæ er ellers vurderet i kommunens fredningsregister med karakteren 3, som betyder 'høj bevaringsværdi'.
Men bevaringsværdien er udelukkende kulturhistorisk, og det er ikke nok, forklarede Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam på et borgermøde i mandags.
Kulturarvsstyrelsen oplyser dog, at bygninger kan fredes, hvis de har arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier af national betydning.
I kommunen er der flere eksempler på fredning baseret udelukkende på den kulturelle betydning.
Som Det særlige bygningssyn anførte på et notat til Bygge- og Teknikudvalget i januar i år, skete det blandt andet i Hedebygade på Vesterbro, hvor en faldefærdig baggårdsbebyggelse blev bevaret - med henvisning til dens kulturhistoriske værdi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland