Den ugelange konflikt i Århus er gået i hårdknude. Trods bod vokser opbakningen til strejke
I går morges besluttede de 23 skraldemænd ved renovationsfirmaet HCS Transport og Spedition at fortsætte den strejke, de indledte i mandags.
- Stik mod hvad jeg havde regnet med, så er opbakningen til at strejke vokset, selvom vi er blevet idømt bod, fortæller tillidsmand Jan Dion Christensen til Arbejderen.
Torsdag var han i Arbejdsretten, hvor strejken helt som ventet blev erklæret ulovlig. Renovationsarbejderne skal betale 65 kroner i timen fra den dag, de begyndte strejken.
Det er helt op til firmaet, om der skal hentes affald i midtbyen og den nordlige del af Århus. Trækker ledelsen advarslerne til de to langtidssyge tilbage, så er folkene i gang med det samme, hedder det i en udtalelse fra de strejkende. De opfordrer ledelsen til dialog om 'en snarlig løsning for borgernes skyld'.
Samtidig med strejken har de ansatte en kontrovers med firmaet om sygemeldinger. Firmaet betegner 11 sygemeldinger siden nytår som en systematisk aktion maskeret som sygdom.
- Men alle har lægeerklæringer på deres sygdom, så heller ikke i den sag kan vi blive enige med arbejdsgiverne, lyder det fra Jan Dion Christensen.
Skraldemændene er godt og grundigt trætte af det elendige arbejdsmiljø i firmaet. De peger selv på et samarbejdsudvalg som en mulighed for at tage fremtidige konflikter i opløbet. De strejkende mødes igen mandag morgen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278