26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Børn og ældre betaler for PR

Børn og ældre betaler for PR

Tirsdag, 13. februar, 2007, 00:00:00

Ansatte på det sociale område advarer om, at fokus flyttes fra omsorg over på markedsførelse med den nye tilbudsportal

Når socialrådgiverne om kort tid skal finde sociale tilbud over nettet på tilbudsportalen.dk, betyder det, at konkurrencen mellem institutionerne øges.
- Så handler det selvfølgelig om, hvordan man placerer sig i billedet. Det betyder måske også, at nogen på den baggrund vælger at bruge penge på smarte firefarvede brochurer for at sælger sig selv, siger Karina Rohr til Arbejderen. Hun er socialrådgiver og afdelingsleder i Glostrup afdelingen af Københavns Amt Behandlingscenter for stofmisbrugere. Hun understreger, at det selvfølgelig vil tage pengene væk fra den reelle service, nemlig behandlingen.
Fra 1.april må ingen kommuner henvise udsatte unge, autister, handicappede eller stofmisbrugere til et socialt tilbud, med mindre det er fundet på tilbudsportalen.dk. Tanken bag portalen er, at institutionerne skal konkurrere om at tilbyde kommunerne de bedste ydelser til den laveste pris.
Klaus Bjerre Hansen fra behandlingshjemmet Baunegården, som er en institution for autistiske børn, deler bekymringen.
- Jeg gruer for, at de store institutioner ansætter PR-folk og, at man ligesom kører i to spor med personalet på den ene side, som går op i hvordan klienten har sovet og PR-folk på den anden side, som kun har interesse i det at sælge, siger Klaus Bjerre Hansen til Arbejderen. Han er bekymret for konsekvenserne.
- Det kan udvande fagligheden, lyder det fra Klaus Bjerre Hansen.
Karina Rohr forudset også, at det kan betyde, at nogle tilbud blot bliver som en vare, der skal shines op for at blive valgt og puttet i socialrådgiverens kurv - måske uden at det reelle indhold er ændret.
Ideen med tilbudsportalen går fint i spænd med regeringens tanker bag Kvalitetsreformen. På det tredie møde om Kvalitetsreformen, som blev holdt i sidste uge, lagde regeringen blandt andet op til, at der i børnehaver skal indføres mærkningsordninger - et kvalitetsmærke, så forældrene kan sammenligne institutioner.
Det skal også være langt nemmere for borgerne at sammenligne priser og ventelister på sygehuse på samme måde, som man nu med tilbudsportalen kan klikken ind og sammenligne priser på behandling af for eksempel stofmisbrug.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland