Polske arbejdere har langt større risiko for at miste livet eller komme alvorligt til skade på arbejde end danskere
I 2006 var der fem polakker der enten mistede livet eller fik permanente handicap på en arbejdsplads her i landet. Det svarer til, at hver gang en dansker mister livet eller arbejdsevnen, sker det samme for otte polakker, skriver Politiken.
- Polakkerne er klart overrepræsenteret i statistikken over alvorlige ulykker. De er nervøse for at miste deres arbejde, og det er der desværre arbejdsgivere, der udnytter til at se stort på miljø og sikkerhed, siger Kurt Hedemand øst-konsulent i 3F til Arbejderen.
For første gang nogensinde er der lavet en opgørelse over døds- og arbejdsulykker fordelt på nationalitet. Den afslører de alvorlige konsekvenser for polakker, der finder vej til det danske arbejdsmarked, lovligt eller ulovligt. Der er næsten 6.000 polakker, der konstant har arbejdstilladelse eller er udstationeret i Danmark.
- Det er ret sikkert, at problemet med ulykker er meget større, end det de officielle tal og statistikker afslører. Vi ved ikke præcis, hvor mange der er udstationeret, da det kun er firmaet, der bliver registreret. Endelig er der et ukendt antal, som er her ulovligt. Kommer de til skade, fremgår det ingen steder, lyder det fra 3F konsulenten.
I sidste uge var Byggefagenes Sikkerheds- og Miljøudvalg i Storkøbenhavn ude på en række byggepladser for at se på arbejdsforholdene. Hvor udvalget typisk finder seks til otte eksempler på grove overtrædelser af arbejdsmiljøreglerne, var det denne gang begrænset til fire.
- Det er fire for meget, men faktisk så det en smule bedre ud end ved tidligere runder. Det tilskriver vi Arbejdstilsynet. De var sidst på byggepladsbesøg i januar måned og deres indsats på området har tilsyneladende taget toppen af de mere alvorlige eksempler, siger Flemming Hansen fra udvalget til Arbejderen.
Blandt den groveste overtrædelse var en byggeplads, hvor 50-60 personer nærmest vadede rundt i asbest fra en renoveret bygning. Den plads sørgede de københavnske fagforeningsfolk for blev lukket.
Byggetjekket omfattende hovedsagligt større byggerier. Det er som regel ikke på de store arbejdspladser, at østarbejdere risikerer liv og lemmer, er Flemming Hansen og Kurt Hedemand enige om.
- Problemet er især på de små og mellemstore arbejdspladser, hvor fire-fem østeuropæere går alene. Her går de rundt i gummisko og vader op og ned af stilladser, de selv har bygget op uden at have forudsætningerne.
Hedemand mener, det er på tide, at de ansvarlige politikere vågner op og sørger for at tilføre Arbejdstilsynet ressourcer, så de kan komme hele vejen rundt for at tjekke at miljø og sikkerhed er i orden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278