26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Styr på østarbejdere

Styr på østarbejdere

Onsdag, 14. februar, 2007, 00:00:00

Norge strammer grebet om fupfirmaer. Almengørelse af overenskomster og flere beføjelser til Arbejdstilsynet virker, siger de norske erfaringer

I kampen mod social dumping på arbejdsmarkedet kan vi helt sikkert lære af erfaringerne fra Norge.
Det mener Bo Rosschou, der på vegne af Byggefagenes Samvirke i København var til møde med repræsentanter fra den norske Tømrer og Byggefagforening i lørdags.
- De har almengjort overenskomsterne på arbejdsmarkedet. Det betyder, at alt arbejde skal aflønnes efter de overenskomster, som arbejdsmarkedets parter har aftalt. Uanset om arbejdsgiveren eller hans ansatte er organiseret, fortæller Bo Rosschou til Arbejderen.
Almengørelse af overenskomster har været muligt i et par år. Men ifølge Bo Rosscou er det kun i byggebranchen, at det er blevet gennemført i praksis over hele landet.
Samtidig har det norske Arbejdstilsyn fået øgede beføjelser. For to måneder siden blev det muligt, ikke alene at kontrollere om de almengjorte overenskomster bliver overholdt. Tilsynet fik også ret til at udstede dagbøder ved brud på loven og gribe til standsning af arbejdet.
- Nordmændene siger, at de nye redskaber virker i kampen mod misbrug af arbejdskraft fra især Østeuropa. Forholdene på byggepladserne er blevet væsentligt forbedret. Det er blevet nemmere for tillidsfolkene at bekæmpe den sociale dumpning, og det er samtidig blevet nemmere for fagbevægelsen at organisere de polske og baltiske arbejdere, beretter Rosschou.
Byggefagene i København må desværre konstatere, at der ikke i Danmark er et tilsvarende værn mod fupfirmaer og underbetaling af østeuropæiske bygningsarbejdere.
- Danske byggepladser ligger helt åbne for lyssky netværk og fupkonstruktioner. Skandalen omkring Forsvarets byggeri i Nyboder er det seneste eksempel på dette. Men den danske regering har hidtil ikke ønsket at skærpe indsatsen i Danmark mod fupfirmaer og underbetaling, mener Bo Rosschou.
Han kunne fortælle de norske kolleger, at de danske myndigheders indsats fortsat er nedprioriteret og uorganiseret, og at den danske fagbevægelse i praksis ikke har meget medspil fra myndigheder og arbejdsgivere, når det gælder det konkrete arbejde for at beskytte den danske model.
- Mødet i lørdags har skubbet på arbejdet med en konference med deltagelse af norsk, svensk og dansk fagbevægelse, så vi kan gøre gavn af hinandens erfaringer for at komme den sociale dumping til livs, slutter den københavnske fagforeningsmand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland