26 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Svigt skyldes nedskæringer

Svigt skyldes nedskæringer

Torsdag, 15. februar, 2007, 00:00:00

Omsorgssvigt på Strandvænget skyldes nedskæringer og dårlig uddannelse. Der har været mange advarsler fra ansatte og pårørende

Selvom fire ansatte på Strandvænget nu får personalesager på halsen, skyldes omsorgssvigtene lige så meget nedskæringer og dårlig uddannelse, siger Socialpædagogernes Landsforbund og en række handicap-organisationer.
TV2`s skjulte optagelser af omsorgssvigt på den østfynske institution chokerer nu landet. Men pårørende og ansatte har klaget over de svindende ressourcer siden 2000.
- Selv om vi forsøger at hjælpe hinanden, kan vi ikke løbe hurtigere. Forholdene er blevet væsentligt forringet, og nu mærker vi for alvor konsekvenserne, sagde fællestillidsmand på Strandvænget Anna Lise Jørgensen i 2004 til Fyns Stifttidende.
Dengang bragte Fyns Stifttidende et sammendrag af de breve og høringssvar, som siden 2000 var blevet sendt til amtet.
'Amterne skal spare på budgetterne efter ordre fra regeringen'! 'Vi har ikke længere ressourcerne'á 'Vi oplever beboere, som bliver tiltagende urolige og urenlige'! skrev daværende forstander Hans Kurt Hansen og fællestillidsmand Anna Lise Jørgensen dengang.
Deres klage blev understøttet af de ansatte i Strandvænget. 'Beboerne vil komme senere op og tidligere i seng. Beboerne må se tv, for personalet skal noget andet', skrev de.
Det har fået Socialpædagogernes Landsforening til at reagere.
- Selvfølgelig har medarbejderne et ansvar. Men hvorfor har ledelsen på Strandvænget ikke grebet ind noget før? En fagligt kompetent ledelse bør jo opdage, at hele indsatsen er rivende gal - og gøre noget ved det, siger SL`s næstformand Marie Sonne.
Problemerne på Strandvænget er formentlig ikke et enkeltstående tilfælde. I mange kommuner er det overvejende ufaglærte, der udfører de daglige omsorgsopgaver, mens pædagogerne ofte ansættes som mellemledere med administrative opgaver.
- Det helt uacceptable nedsættende sprogbrug er nyt for os, men vi får henvendelser om svigt mange steder i landet, siger Sytter Kristensen, formand for de udviklingshæmmedes organisation LEV til Arbejderen.
- Det skyldes, at der ikke er ansat uddannet personale, at det personale der er, ikke bliver rustet til arbejdet, og at nogle ledelser ikke kan motivere og skabe pædagogiske rammer for udvikling, forklarer hun.
Men det er ikke kun et spørgsmål om ressourcer siger Ester Larsen, formand for socialministerens rådgivende Centrale Handicapråd, til Arbejderen.
- De handicappedes vilkår skal tænkes ind i den hårdt tiltrængte kvalitetsreform, hvilket de slet ikke er nu. Der skal satses på bedre uddannelse og mere kvalificerede ledelser.
Socialministeren har nu nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge kvalitetssikring for beboerne på landets institutioner for udviklingshæmmede.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland