35 tillidsmænd fra 3F Frederiksborg forudser, at OK-forhandlingerne kan ende i storkonflikt, hvis ikke der kommer gang i reelle forhandlinger
Er der ikke udsigt til en løsning på overenskomstforhandlingerne, så bliver der faglige møder på arbejdspladserne mandag den 12. marts.
- Det er meldingen fra vores tillidsrepræsentanter, som vi havde kaldt sammen torsdag til en debat om de fastlåste forhandlinger, siger Tue Tortzen, formand for 3F Frederiksborg til Arbejderen.
Der var mødt 35 tillidsfolk fra transport, bygge/anlæg, industri og privat service op og fra samtlige lød det, at arbejdspladserne er parate til at konflikte, hvis ikke der kommer skred i forhandlingerne og penge på bordet.
'Høj beskæftigelse og stor indtjening giver firmaerne mulighed for at imødekomme vores krav, og de fleste arbejdsgivere ønsker ikke en konflikt. Dansk Arbejdsgiverforening må få styr på de indre linjer, ellers ender situationen i en storkonflikt', hedder det blandt andet i en udtalelse fra mødet.
- Arbejdspladserne er enige om at bakke vores forhandlere op. Men de skal også vide, at der ikke bliver accepteret en stigning på under fem kroner i timen på mindstelønningerne. Faktisk blev det diskuteret, at kronekravet, som 3F som forbund har vedtaget, er for lidt i lyset af de gode tider for dansk erhvervsliv, lyder det fra formanden for afdelingen med mottoet 'en femmer eller fingeren'.
Tillidsfolkene fra Frederiksborg bakker op om opfordringerne fra lokale tillidsmandsringe om at holde faglige møder mandag den 12. marts, hvis 'der ikke er udsigt til en løsning'.
Datoen den 12. marts kommer i spil, fordi LO og DA har aftalt, at det er nok at sende andet strejkevarsel, og at det tidligst kan ske 1. marts. Dermed vil en konflikt formelt kunne træde i kraft 10. marts, men da det er en lørdag, udskydes en faglig aktionsdag til mandag.
Fredag mødtes topforhandlerne i CO-industri og Dansk Industri, men gik igen hver til sit uden at være nået nærmere nye overenskomster for 240.000 lønmodtagere i industrien. Der er ikke aftalt nye møder mellem parterne.
Møde i København
Det københavnske tillidsmandsnetværk holder møde torsdag den 1. marts klokken 16.30 hos 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i, Trekronergade 26. Her gøres status over overenskomstforhandlingerne og diskuteres eventuelle aktiviteter den 12. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278