25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skraldekonflikt i 12 byer

Skraldekonflikt i 12 byer

Onsdag, 21. februar, 2007, 00:00:00

De strejkende skraldemænd skrottede det resultat, tillidsmanden kom tilbage med fra forhandlingsmøde. Sympatistrejker breder sig

De 23 strejkende skraldemænd i renovationsfirmaet HCS var ikke tilfredse med det resultat, deres tillidsmand fik på plads ved et forhandlingsmøde med firmaet mandag aften.
Forliget blev afvist på et møde i går morges til stor skuffelse for tillidsmand Jan Dion Christensen.
- Jeg føler, vi var kommet til et godt resultat. Men kollegerne mener ikke, at jeg har opnået det, jeg blev sendt i byen efter - nemlig en klar tilbagetrækning af advarslerne til de to sygemeldte. Jeg må tage kollegernes afvisning til efterretning og tage kontakt til ledelsen i HCS igen, siger tillidsmanden.
Så vidt Arbejderen erfarer, siger firmaet i den nu skrottede aftale, at advarslerne ikke skyldes den aktuelle skade, som de to skraldemænd er sygemeldt med. Derimod er advarslerne givet på baggrund af generelt meget sygefravær over en længere periode. Den forklaring vil de strejkende ikke acceptere, og de vedtog i går at fortsætte konflikten nu på tredje uge.
Samtidig blev konflikten optrappet. Efter et fagligt møde i går morges valgte de ansatte ved de to andre skraldeselskaber i Århus, Miljøteam A/S og Marius Pedersen, at nedlægge arbejdet. Forbrændingsanlægget i Lisbjerg ved Århus blev blokeret, så der ikke kunne afleveres affald overhovedet hverken fra Århus eller udefra.
Også i en række andre byer blev arbejdet standset i sympati med de århusianske skraldemænd. Der var strejker i København, Randers, Kolding, Vamdrup, Vejle, Hedensted, Christiansfeld, Haderslev, Herning, Odense og på store dele af Fyn.
- Det er ikke bare ved HCS i Århus, at der er problemer. Det er der hele vejen rundt i det firma, og det er i den sammenhæng, man skal se opbakningen til kollegerne i Århus. Arbejdsforholdene er under al kritik, og i disse udliciteringstider kan vi andre risikere selv at komme til at arbejde for HCS. Men hvem gider arbejde i sådan et lortefirma, siger Ole Skrald Rasmussen, talsmand for de organiserede skraldemænd i Danmark, til Arbejderen.
Han oplyser, at i Københavnsområdet gik renovationsarbejderne ved både R98 og Renoflex hjem i går i sympati med de jyske kolleger. Både Vestforbrændingen, Amagerforbrændingen og forbrændingsanlægget ved Fynsværket blev blokeret og fra i dag vil også forbrændingsanlægget i Roskilde været lukket for indlevering af affald.
Der var i går ingen klare meldinger om hvor vidt sympatistrejkerne fortsætter i dag.

Støtte til de strejkende kan indbetales i Arbejdernes Landsbank, Viby J. Århus, reg.nr. 5364, kontonr. 0312308.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland