Det tyske byggefirma Lindner skal igen til lommerne, fordi det har underbetalt polske arbejdere. Denne gang skal firmaet efterbetale 5,75 millioner kroner
For tredje gang må det tyske byggefirma Lindner til lommerne, fordi det har underbetalt polske håndværkere. De har siden sommeren 2005 arbejdet i DR-byen for koncernens danske afdeling Lindner Projekt Danmark.
- Forliget har ligget færdigt et stykke tid, men blev endelig underskrevet i fredags. Nu bliver pengene overført til TIB, og vi kan begynde udbetalingen til de håndværkere, der er blevet snydt, siger Palle Bisgaard fra Træ-Industri-Byg (TIB) i København til Arbejderen.
Fagforeningen er tilfreds med, at der nu bliver sat punktum i sagen.
Tidligere på året slog en faglig voldgift fast, at de polske lønmodtagere kan betragtes som udsendt fra deres hjemsted i Polen til arbejde i Danmark, og at de derfor er omfattet af overenskomstens regler. Det er den afgørelse, der ligger til grund for forliget og nu resulterer i, at der kan udbetales beløb på mellem 20.000 og mere end 200.000 kroner til hver enkelt polak.
- Men det er nok så væsentligt, at vi har fået præciseret, hvordan de fremtidige vilkår skal være. For eksempel er det aftalt, at der skal udbetales 260 kroner per mand i døgnet i kost og udepenge, og at de skal indkvarteres enkeltvis. Forliget fastholder det grundlæggende princip, at udenlandske kolleger er velkomne, men det skal være på samme vilkår som os. Overenskomstens vilkår skal ikke undergraves, siger Palle Bisgaard.
Han indrømmer, at det samlede beløb på 5,75 millioner kroner ligger noget under de godt ni millioner, kravet fra TIB oprindeligt blev gjort op til.
- Vi kunne stædigt have holdt fast ved det krav, men så havde der været en reel risiko for, at firmaets danske afdeling var blevet erklæret konkurs. I stedet har vi lagt vægt på, at der blev lavet nogle ordentlige aftaler, der bærer fremad. Vi har været inde i forhandling om beløbsstørrelsen for kost og også kørepenge, mens andre beløb har været såkaldt 'uomtvistelige'. Det gælder de penge, firmaet uberettiget har trukket fra de polske arbejderes løn til dækning af husleje og rejseudgifter.
Det er tredje gang Lindner har måttet betale for sin lemfældige omgang med danske overenskomster.
I juni sidste år 2006 måtte Lindner erkende en række brud på overenskomsten. Dengang accepterede firmaet en bod på 600.000 kroner og måtte efterbetale godt fire millioner kroner i løn til omkring 60 polske tømrere.
I efteråret fik firmaet en bod på 60.000 kroner for organisationsforfølgelse efter at have fyret fire tømrere, der var gået til fagforeningen med deres problemer.
Dertil kommer, at virksomheden for hver gang, de er blevet dømt, har fået hævet sine lønudgifter.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278