25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kamp for skadestuer

Kamp for skadestuer

Torsdag, 22. februar, 2007, 00:00:00

I Svendborg og Silkeborg kæmper borgere for deres akutsygehus. Begge steder er der fuld gang i underskriftsindsamlinger og andre aktiviteter

På blot én måned har Akutgruppe Sydfyn, der kæmper for bevarelse af skadestuen og akutberedskabet på Svendborg Sygehus indsamlet næsten 50.000 underskrifter fra bekymrede borgere. Kuglepennene bag underskrifterne kommer fra Svendborg - men også fra tusindvis af borgere fra det store opland til Svendborg Sygehus.
Akutgruppe Sydfyn blev nedsat af en gruppe lokale borgere, der satte sig sammen på tværs af partiskel for at kæmpe for deres lokale sygehus.
- Hvad skal der ske med de 1400 fødende kvinder, som Svendborg Sygehus akutmodtagelse hvert år tager sig af? En fødsel er per definition akut. Hertil kommer, at Svendborg huser mange store arbejdspladser. Vi må også fremover kunne behandle arbejds- og trafikulykker, siger Gert Rasmussen aktiv i Akutgruppe Sydfyn til Arbejderen.
Der indsættes ingen ekstra lægeambulancer til erstatning for lukningen af akutberedskabet.
- I stedet skal Odense Sygehus tage sig af os. Hvis der ikke er plads her, bliver vi sendt videre. I forvejen modtager vi fødende fra Odense her i Svendborg. Hospitalet i Odense er et universitetshospital med en række forskningsprojekter. Hvis lægerne bliver hængt op på behandle de ekstra borgere fra Svendborg og omegn, bliver der ikke meget tid til forskning, advarer Gert Rasmussen.
Der er 40 kilometer fra Svendborg til nærmeste akutmodtagelse i Odense. Endnu værre ser det ud for beboerne i Bagenkop og Lohals, som hidtil er blevet behandlet på Svendborg Sygehus: De skal fremover 90 kilometer for at komme på sygehuset.
Regionsrådets forslag om at lukke skadestue og akutafdeling er sendt i offentlig høring indtil 1. marts. Den 5. marts afleverer Akutgruppen deres underskrifter på regionsrådets møde i Vejle.
Også i Silkeborg er der gang i initiativerne for at bevare Silkeborg Sygehus` akutafdeling, som er lukningstruet. Her har de lokale afdelinger af LO og 3F kastet sig ind i kampen for sygehuset og arbejder på at samle repræsentanter fra erhvervslivet og andre til en initiativgruppe for bevarelse af sygehuset. Også kommunen er aktiv imod nedskæringsplanerne.
- Det kan bare ikke passe, at vi ikke har råd til de vigtige ting, såsom et akutberedskab på et sygehus. Vi forlanger en offentlig service, og så må det koste det, det koster, siger formand for 3F Silkeborg, Christian Juhl. Han ser planerne som endnu en konsekvens af regeringens skattestop.
Indtil videre er der samlet knap 11.000 underskrifter ind for bevarelse af aktutafdelingen på Silkeborg Sygehus.

De kan skrive hente underskriftslister på www.akutgruppesydfyn.dk og www.3f.dk/silkeborg


Flere sygehuse er truet - En række andre sygehuse er i farezonen.
I Region Syddanmark er, udover Svendborg Sygehus, også sygehusene i Nyborg og Fåborg truet af lukning.
Også de små sygehuse i Region Sjælland går en usikker tid i møde. Regionens embedsmænd kom mandag med en sygehusplan, der betyder at borgerne i Nakskov, Fakse og Kalundborg får længere til sygehuset.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland