25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Skralde-solidariet gav sejr

Skralde-solidariet gav sejr

Fredag, 23. februar, 2007, 00:00:00

Århus-skraldemændene klar til at arbejde igen, efter at HCS reelt har trukket både fyringer og advarsler tilbage. Tillidsmand takker for den landsdækkende støtte

- Uden den enorme støtte og solidaritet vi har mødt, kunne vi ikke havde vundet denne her kamp. En stor tak til alle, der har bidraget!
Jan Dion Christensen, tillidsmand for skraldemændene hos HCS i Århus, er en glad mand. Efter knap tre ugers strejke med en finale i form af en landsdækkende skralde-strejke, er fyringstruslen mod to kollegaer afværget, og arbejdsgiveren, HCS har reelt måtte trække advarslerne mod de to tilbage.
- Ledelsen vil nok henholde sig til, at advarslerne ikke officielt er trukket tilbage. Men vi har fået garanti for, at de to, næste gang de bliver syge, får en sygesamtale, og ikke en fyreseddel, hvad en allerede givet advarsel ellers normalt indebærer, forklarer Jan Dion Christensen.
- Vi vil også få på skrift, der skal nedsættes samarbejds- og sikkerhedsudvalg. Det har også været vores krav, for at få rettet op på arbejdsmiljøet, siger Århus-skraldemændenes tillidsmand.
At ikke alt dermed er fryd og gammen, fik HCS-skraldemændene i Århus dog en advarsel om i går morges, da de nægtede at køre ud med skraldevognene med henvisning til, at der lå så meget sne, at politiet fraråde al udkørsel, medmindre den var livsnødvendig.
-- Men det ville ledelsen ikke indse lige med det samme. så vi var nok de sidste, der fik at vide, at vi ikke skulle køre ud, siger Jan Dion Christensen.
Tillidsmanden har stadig svært ved at komme sig over den håndfast opbakning, han og hans kollegaer har fået overalt.
- Jeg er sikker på, at uden de strejker, der har været de sidste dage så havde vi ikke vundet. Det var stort! Det var dem, der sikrede at de kom til forhandlingsbordet. Men tænk, at der skulle en generalstrejke blandt landets skraldemænd til, for at komme af med to latterlige advarsler...
Når gaderne og indkørslerne er blevet ryddet for sne, har skraldemændene hvad der svarer til to dages 'overudbæringer', før der er ryddet op i skraldebunkerne. Og det bliver overarbejde til overtidsbetaling, oplyser Jan Dion Christensen.
Han viderebringer også en tak fra hans kollegaer for den økonomiske opbakning, de har fået under konflikten. Skraldemændene garanterer, at pengene vil gå til at betale den bod, de er blevet idømt, og til at holde skindet på næsen efter de mange tabte timelønninger.
Der kan stadig sættes støttebeløb ind i Arbejdernes Landsbank, Viby J Århus, reg. nr. 5364, kontonr.. 0312308. Og Århus-skraldemændene lover, at hvis det ender med et overskud i kassen, vil pengene blive gemt til en ny sag, der er værd at støtte.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland