OK-forhandlingerne for ansatte på CO-Industriområdet er i fuld gang, eller er de; man kan tvivle. Det er klart utilfredsstillende.
fra tillidsvalgte fra Danfoss Koncernklub
Utilfredsstillende for os som forhandlingerne drejer sig om, men så sandelig også for alle de andre grupper, der ikke kan afslutte deres forhandlinger, fordi DI (Dansk Industri), qua deres majoritet i Dansk Arbejdsgiverforening, fastholder, at det er dem der lægger niveauet ved at færdigforhandle først.
Det er forståeligt, at der ikke slipper enkeltheder ud fra forhandlingslokalerne, men vi ved jo ikke engang, om der foregår reelle forhandlinger. Er det sandt, at man bruger kravet om en uddannelsesfond, kun for LO medlemmer, til at blokere for forhandlinger. For os at se er DI slet ikke interesseret i at gå i egentlige forhandlinger! Det er at spille hasard med økonomien, i en tid hvor det ellers går rigtig godt i de danske virksomheder.
Hvad er begrundelsen for, at man ikke vil følge eksemplet fra den indgåede bageroverenskomst vedrørende uddannelsesfonden?
Hvad er det der, i DI`s øjne, er så farligt ved at lave forskel på dem, der betaler for vedligeholdelsen af overenskomsten, og dem der usolidarisk ønsker at stå udenfor fællesskabet, men stadig gør krav på goderne?
I den forløbne uge har flere af topcheferne i DI`s medlemsvirksomheder udtalt sig meget markant omkring dette krav om en uddannelsesfond. 'Når det handler om så principielle sager, må vi stå fast,' blev det udtalt fra NKT`s ledelse, og straks istemte Jørgen M. Clausen, Danfoss.
Hvad er det for et princip, man er nødt til at stå fast på? Hvorfor er det vigtigt for virksomhederne, at 'De Gule' får de samme goder, som vi forhandler os frem til?
Vi siger nej til denne misforståede solidaritet. Vi vil have lavet en forskel, og det skal være nu!
Derfor fuld opbakning til vore forhandlere.
Vi er ikke interesserede i at sende Danmark ud i en storkonflikt, men hvis ikke DI besinder sig, så er det det vi må gøre!
Vedtaget på repræsentantskabsmøde 23. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278