Siden den 1. marts 2004, hvor regeringen afskaffede portostøtten til forenings- og fagblade, er 800 forenings- og fagblade lukket helt ned eller gået over til nettet
Konsekvenserne af at regeringen den 1. marts 2004 afskaffede portostøtten til en række store og små forenings- og fagblade har for længst meldt sig i den lokale badminton klub.
Dansk Fagpresse har taget temperaturen på de små foreningsblade. Og temperaturen ser dødelig ud: 800 ud af de i alt 5000 blade som fik frataget portostøtten, er afgået ved døden i bladform.
- De store blade har skåret i antallet af journalister, sider og antallet af udgivelser. Men de små blade er baseret på frivillig arbejdskraft, og har ingen steder at spare. Derfor har især mange af de små lokale foreningsblade helt måtte dreje nøglen om, konstaterer direktør i Dansk Fagpresse, Christian Kierkegaard, overfor Arbejderen.
Også landsdækkende og lokale fagblade er blevet ramt. En del er i stedet gået over til internettet. Det går ud over demokratiet, advarer Dansk Fagpresse.
- Folks læsevaner er helt anderledes på internettet: Du læser ikke lange artikler på en skærm. Og der er stor risiko for, at det nyhedsbrev du modtager fra din fagforening, drukner i alle de andre nyhedsbreve i din indbakke, advarer Christian Kierkegaard.
Dansk Fagpresse understreger, at det kan være en god ide at kombinere trykte blade og internet, eller nogle gange gå helt over til internet.
- Men det er afgørende, at beslutningen bliver taget ud fra en vurdering af om det gavner læserne. Og ikke ud fra økonomisk tvang, fastslår Christian Kierkegaard.
For de fagblade som foreløbig har overlevet bladdøden, venter nye forringelser fra regeringen og EU forude.
- Regeringen er på vej med en ny mediestøtteordning, som sandsynligvis betyder at der skal lægges moms på porto. Forslaget er oprindeligt et harmoniseringskrav fra EU. Det betyder meromkostninger på yderligere 25 procent for de små forenings- og fagblade, som ikke er momsregistrerede og derfor ikke kan trække momsen fra, advarer Christian Kierkegaard.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278