Inge Genefke har viet sit liv til kampen mod tortur. Som 68-årig kan hun se tilbage på en spændende karriere, hvor hun har været med til at hjælpe torturofre i hele verden

- Jeg er opdraget til at kæmpe for de svage, fortæller Inge Genefke. Hun er stifter af det danske Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT) og den internationale paraplyorganisation International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT).
Derfor havde hun ikke noget valg, da omfanget og konsekvenserne af tortur gik op for hende.
- Jeg fandt ud af, at jeg måtte gøre noget. Når man ser så meget lidelse, kan man altså ikke bare stoppe igen, siger Inge Genefke til Arbejderen.
Hun er læge, men har aldrig ønsket sig en egentlig lægekarriere. Havde hun haft fysikken til det, var hun som ung læge taget til Afrika, hvor hun følte, der var mere brug for hende.
En af de vigtigste drivkræfter i Inge Genefkes arbejde er vrede. Hun er ikke bare vred over alle de modbydelige ting, hendes patienter er blevet udsat for. Hun er vred over 'den nådeløse verdens blinde ligegyldighed' som hun malende beskriver det med Halfdan Rasmussens ord.
- Når jeg holder foredrag på en international konference, kan jeg jo ikke sige 'dit dumme røvhul', selvom jeg mener det. Så jeg har lært at holde min kæft og kontrollere min vrede.
Temperamentet har hun altid haft, som barn stod hun ikke tilbage for at slås med storebroderens venner.
- Min mor sagde altid til mig, at jeg skulle bryde ind, hvis jeg så to stå og slå på en eller en stor tæve en lille, siger hun og smiler varmt ved tanken om moderen, der altid har bakket hende op i hendes kamp for retfærdighed.
Selv finder Inge Genefke sig heller ikke i hvad som helst. Under en retssag i Tyrkiet havde hun nær slået en betjent ned med en paraply, fordi han skyggede hende.
- Og nu er jeg uddannet neurolog, så jeg ved, hvor man skal slå for at slå en mand bevidstløs. Men han blev altså skræmt væk, inden jeg fik slået ham, fortæller hun med et lidt skuffet ansigtsudtryk, der dog hurtigt viger pladsen for et stort smil og et par af hendes karakteristiske kluk.
- Ja jeg holder mig i en god fysisk form, for at kunne forsvare mig selv, tilføjer Inge Genefke, der hver morgen dyrker gymnastik og yoga og tager en dukkert i Øresund fra badebroen lige udenfor vinduet.

Magtinstrument
Inge Genefke ser tortur som det ultimativt ondeste i verden. For at noget kan defineres som tortur, skal den fysiske eller psykiske smerte udføres bevidst, med et bestemt formål og være sat i system af staten.
- I starten troede jeg, at man brugte tortur for at få oplysninger, men det er ikke det, det handler om. Det er et magtinstrument, fastslår Inge Genefke.
- I virkeligheden bruges tortur mod dem, der kan være farlige for samfundet: fagforeningsfolk, journalister, advokater og så videre. Det er også almindeligt at torturere tilfældige fattige mennesker for at sprede angst blandt de fattigste i samfundet. Disse mennesker skal nedbrydes, så de ikke er i stand til at kæmpe for samfundsforandringer, forklarer hun.
Som et eksempel bruger Inge Genefke historien om en intellektuel samfundskritiker, hun mødte i Cambodja. Han var blevet tvunget til at overvære torturen af sine to yndlingselever og af de tre, var han den mest traumatiserede.
- 'Du er i virkeligheden den, der er blevet tortureret mest,' fortalte jeg ham. 'Det er sådan her de ønsker dig,' forklarede jeg, og da han forstod det, kunne han igen gå oprejst, siger Inge Genefke stolt og glad over denne succeshistorie.
- Det er jo i virkeligheden frihedskæmpere, vi har med at gøre. Det er stolte mennesker, der har villet ændre verden, men de får nedbrudt deres personlighed og integritet, forklarer Inge Genefke.
- Nu er jeg krigsbarn og vokset op under Anden Verdenskrig, så for mig har frihedskæmpere en helt særlig status, fortæller Inge Genefke, hvis far var med i modstandsbevægelsen.

Konsekvenserne
Igennem sit arbejde har Inge Genefke gang på gang konstateret, at traumerne efter psykisk tortur er værre end efter fysisk.
- Det, de ikke kan komme sig over, er skyldfølelsen, forklarer hun.
- Alle bliver drevet derud, hvor de tænker, 'bare de vælger en anden denne gang', når de hører bødlernes fodtrin på gangen - og det giver skyldfølelse.
- Derfor er det vigtigste i vores rehabiliteringsarbejde med torturofrene at fortælle dem, at det ikke er deres skyld, og at de ikke har ansvar for drab eller tortur på andre mennesker, det har kun bødlerne, fastslår Inge Genefke.
Typiske symptomer for et torturoffer er manglende koncentrationsevne, søvnløshed og problemer med hukommelsen. Mange bliver meget hurtigt trætte og nogle ændrer helt personlighed.
- Ingen bliver, som de var før, indrømmer Inge Genefke.
- Men de kan komme videre og alle kan hjælpes. Hvis ikke de kan helbredes, kan vi i hvert fald lindre smerterne.
Ud over torturofre behandler RCT også ægtefæller til og børn af torturofre.
- I starten, da vi behandlede torturofre på Rigshospitalet, ringede en børnelæge til mig og spurgte, om jeg havde tænkt på ofrenes børn. Kort efter kom nogle af sygeplejerskerne fra afdelingen hen til mig og sagde, at de syntes vi også burde snakke med torturofrenes koner. Jeg tænkte 'åhh nej' for vi havde jo nok at lave, men så begyndte vi også at inddrage familierne i vores arbejde, fortæller Inge Genefke.
Gentagne gange vender hun tilbage til den sværeste problemstilling i rehabiliteringsarbejdet: Pengene.
- Det er ikke særlig svært at samle penge ind til stakkels sultende mennesker, men der er en meget stor berøringsangst overfor tortur, det er noget folk helst ikke vil tænke på, og derfor er det også sværere at skaffe penge til arbejdet mod tortur, konstaterer Inge Genefke, der hverken har kunnet lokke penge ud af paven eller Mærsk.
- Mærsk beklager og siger, at det ville skade hans økonomiske interesser i de lande, der bruger tortur, hvis han støttede os. Det forstår jeg godt, men så kunne han da i det mindste give os nogle penge anonymt, mener Inge Genefke, der også synes, at den katolske kirke burde spytte lidt i, når de nu hver søndag sidder og kigger på et torturoffer på korset.
- Bare vi faldt over nogle kæmpe store fonde, drømmer Inge Genefke, der også håber på en dag at få Nobels Fredspris, som hun flere gange er blevet nomineret til.
- Jeg vil helvedes gerne have Nobels Fredspris, for så får man en masse penge og en rigtig god platform at arbejde fra, forklarer Inge Genefke. Hun bruger sine kræfter på at repræsentere IRCT og skaffe penge til organisationen. Derfor har hun overladt posten som generalsekretær videre til Brita Sydhof.
- Vi har sat en proces i gang, men nu må de unge snart til at tage over og heldigvis har vi dygtige folk som Brita, lyder det fortrøstningsfuldt fra Inge Genefke.

Ansvaret
Mange af de politisk forfulgte verden over, der bliver udsat for tortur, flygter, og nogle af dem endte i Danmark. Op mod 40 procent af de flygtninge, der kommer til Danmark, har været udsat for tortur, men Danmark er ikke rustet til at tage imod dem, mener Inge Genefke.
- Man skal vide, hvordan man skal behandle torturofre. De er blevet bange for autoriteter som politi og læger, fordi disse har deltaget i torturen i hjemlandet. Så nytter det ikke noget at sætte uuddannet politi og læger til at afhøre dem, når de kommer til Danmark.
- Det er ikke altid, de fortæller om deres oplevelser, de skammer sig jo, derfor risikerer de at blive sendt hjem, fordi de modsiger sig selv eller lyver.
Et andet problem er, at den manglende koncentrationsevne og hukommelse kan gøre det umuligt for dem at lære dansk. Det er der ikke meget forståelse for i Danmark, hvor Søren Krarup fra Dansk Folkeparti er kommet igennem med et forslag om, at flygtninge ikke kan få dansk statsborgerskab, hvis de ikke kan lære dansk. En stramning der rammer torturofre med posttraumatisk stresssyndrom.
- Hvad bilder Krarup sig ind, spørger Inge Genefke, med oprigtig vrede og forargelse i stemmen. Hun har før foreslået Søren Krarup som æresmedlem i bødlernes fagforening.
Inge Genefke mener, at vi i Danmark har et ansvar for at hjælpe ofrene med at komme over deres traumatiske oplevelser. Men en ting er, hvordan en person kommer over tortur. En anden ting er, hvordan et samfund komme videre efter omfattende brug af tortur.
- Her er Chile et godt eksempel. Præsidenten har offentligt undskyldt statens brug af tortur, der er blevet oprettet 13 rehabiliterings-centre, hvor torturofre kan blive behandlet på statens regning, mange ofre har fået økonomisk erstatning og en del bødler er blevet dømt, fortæller hun.
Netop retsforfølgelse af bødlerne er meget vigtig for Inge Genefke.
- Når jeg siger bødler, mener jeg dem, der giver ordre til torturen, ikke dem, der laver det hårde arbejde, for de udfører jo bare ordrer, understreger hun.
- Det er Mugabe, der har ansvaret for torturen i Zimbabwe, ligesom det er Bush, Rumsfeld og Cheney, der er ansvarlige for torturen i Irak. Derfor skal de retsforfølges.
Inge Genefke er, sammen med blandt andet sin mand, professor Bent Sørensen, ved at opstarte et netværk, der skal overvåge hvor disse bødler tager hen, så de kan blive retsforfulgt, så snart de tager uden for landets grænser.
- De skal ikke have lov til at besøge Louvre. De skal være fredløse og så snart de tager på ferie i for eksempel Paris, skal vi stå klar med demonstrationer og en retsforfølgelse, udbryder den nydelige 68-årige kvinde og stråler af kampgejst.
Netop kampen er Inge Genefkes svar på det uundgåelige spørgsmål, hvordan hun dog kan holde til det.
- Det er den kamp, jeg har valgt at kæmpe, og så må jeg springe mine egne små sorger over, siger hun, men indrømmer:
- En gang imellem får jeg da også ondt i maven, men jeg trøster mig med at læse digte, fortæller hun og giver fluks en smagsprøve på et af de mange digte, hun kan udenad. For Inge Genefke og Bent Sørensen er det vigtigt at have andet indhold i tilværelsen end arbejdet, der ellers let får lov at fylde det hele. De går på kunstudstillinger og læser gode bøger.
- For tiden læser Bent højt af Odyseen, men jeg falder desværre så let i søvn, griner Inge Genefke, der i øvrigt også helst ser noget muntert i fjernsynet.
- Jeg sorterer de uhyggelige film fra, og hvis jeg alligevel bliver i dårligt humør, hjælper det at gå en tur i skoven, slutter hun og peger ud ad køkkenvinduet mod skoven, der sammen med Øresund omkranser hendes hjem i Skodsborg i Nordsjælland.

RCT og IRCT modtager gerne støtte og donationer, se mere på www.rct.dk og www.irct.org.