25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Københavns nye demokrati

Københavns nye demokrati

Torsdag, 01. marts, 2007, 00:00:00

Nye lokaludvalg giver bydelene mere indflydelse og flere penge. Til gengæld bliver demokratiet mere bundet til Rådhuset

Der sker store omlægninger af Københavns lokaldemokrati i disse år. Efter de fejlslagne forsøg med bydelsråd for en halv snes år siden står det småt til med den lokale indflydelse.
Nogle bydele har såkaldte lokalråd, som hverken har økonomi eller høringspligt i kommunale sager. Andre har slet ingen ting. Derfor indfører kommunen i disse år lokaludvalg i hele byen. Men vil de nye lokaludvalg give mere eller mindre lokaldemokrati?
De beboere der i sidste uge kæmpede sig vej gennem snestormen til det første møde om det kommende lokaludvalg i Bispebjerg og Nord-Vest kvarteret i København fik ikke svar på dette spørgsmål.

Snævre rammer
For når byens lokalråd i disse år bliver omdannet til lokaludvalg får de på den ene side mere indflydelse på byplanlægningen og mere økonomi mellem hænderne. Men på den anden side bliver det sværere at komme til orde i udvalgene og deres arbejde bliver mere bundet.
- Vi får mere at skulle have sagt over for Borgerrepræsentationen. Til gengæld får vi det i mere snævre rammer, siger Alex Heick (R) til Arbejderen. Han har de sidste ni år været formand for Bispebjerg Lokalråd, som dækker både Bispebjerg og Nord-Vest kvarteret.
Bispebjerg Lokaludvalg bliver etableret dette forår. Her har beboerne i mange år haft et velfungerende lokalråd, og derfor opleves forandringen tydeligt.
I lokalrådet kan alle partier og lokale foreninger få sæde, og valget er et lokalt anliggende. Men i det kommende udvalg udpeger Borgerrepræsentationen de politiske medlemmer, og kun de partier, der i forvejen er repræsenteret på Rådhuset, kan få plads.

KPID ryger ud
Det betyder, at de små partier som ikke er valgt til Borgerrepræsentationen, ryger ud af de nye lokaludvalg. I Bispebjerg og Nord-Vest rammer det Kommunistisk Parti i Danmark, KPiD.
- På den måde får vi sådan en slags mini-borgerrepræsentation, hvor det er Rådhuset og ikke de partier der arbejder lokalt, der kommer til at sætte dagsordenen. Det er ikke særlig demokratisk, siger KPiD`s repræsentant i lokalrådet, Edmund Christensen til Arbejderen.
Alex Heick glæder sig til, at de lokale kræfter får større indflydelse på Rådhuset og flere penge at gøre godt med. Der er flere fordele end ulemper ved udvalgene, mener han. Men forandringen medfører også begrænsninger.
- Lokalrådet kan tage initiativer. Det får lokaludvalget lidt sværere ved, fordi det skal holde sig inden for den kommunale fuldmagt. Hvor et lokalråd er en selvstændig forening, der kan gøre hvad den vil, optræder lokaludvalget som kommunens officielle ansigt, forklarer han.

Mangel på folkeligt mandat
Han peger på, at det for eksempel ikke ligger inden for udvalgenes rammer at udgive en lokal avis, som beboerne i Bispebjerg og Nord-Vest ellers har ønsket.
Østerbro har, ligesom Valby og Vanløse, haft lokaludvalg siden sidste år. I en netundersøgelse foretaget af Østerbro Avis svarer 39,4 procent af bydelens borgere, at de nye lokaludvalg er en demokratisk narresut, 22,3 procent siger, at det ikke gør den store forskel, mens 38,3 procent synes, at lokaludvalgene 'sætter gang i lokaldemokratiet'.
Den manglende tiltro kan Kjeld Lykke, som er tidligere formand for bydelsrådet på Østerbro, nikke genkendende til. Han mener, at de nye lokaludvalg mangler folkeligt mandat.
- Hvorfor har politikerne ikke turdet lade medlemmerne blive demokratisk valgt, spørger han i Østerbro Avis.
- Lokaludvalget skal fremstå som bydelens stemme, og derfor er det belejligt for partierne i Borgerrepræsentationen, at de har deres 'venner' siddende i udvalget. Vi er næsten dårligere stillet med et lokaludvalg end uden, hvis det bliver misbrugt, siger Kjeld Lykke, og opfordrer lokaludvalgene til at opveje det demokratiske underskud ved hjælp af folkeafstemninger i bydelene.
I løbet af foråret bliver der også etableret lokaludvalg i Kongens Enghave og på Vesterbro, mens det til efteråret er Amager Øst og Amager Vest der står for tur. Til næste år kommer så Nørrebro, Christianshavn, Indre By og Brønshøj-Husum med.


Brug lokaludvalget
Københavns Kommune etablerer i disse år lokaludvalg i de københavnske bydele.
Udvalgene har fast 23 pladser. Syv af dem er reserveret til politiske repræsentanter, som kommunen udpeger fra de partier der i forvejen er valgt til Borgerrepræsentationen på Rådhuset. De resterende 16 pladser er sat af til repræsentanter fra lokale foreninger, som vælges på et offentligt møde efter hvert kommunalvalg.
Lokaludvalgene får 1,2 millioner kroner. Pengene skal bruges til at holde møder og til at lave et sekretariat i bydelen. Derudover får de, afhængig af bydelens størrelse, mellem en og fem millioner om året til at fremme lokal kultur og demokrati.
Lokaludvalgenes primære opgave er, udover at forvalte deres egen økonomi, at forholde sig til den kommunale politik som har relevans for bydelen på områder som trafik, planlægning, skole og fritid.
Læs, hvordan du får indflydelse på dit lokaludvalgs sammensætning på www.kk.dk/lokaludvalg

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland