25 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ungdomshuset ryddet

Ungdomshuset ryddet

Torsdag, 01. marts, 2007, 00:00:00

Klokken 7.15 i morges angreb politiet Ungdomshuset med vandkanoner og tåregas. En helikopter hejsede mandskab ned på taget og brød ind i huset. Lidt over ti var der anholdt 25 mennesker ude på gaden og 35 inde fra Ungdomshuset

I løbet af formiddagen udbrød der uroligheder og gadekampe flere steder i København, blandt andet på Christiania.
Der er indkaldt til demonstration i dag klokken 17 fra Blågårds Plads og sørgeoptog fra Rådhuspladsen kl. 22.00 i aften.
Dagbladet Arbejderen har fotografer og journalister på stedet og vil løbende lægge vores artikler og fotos ind på hjemmesiden samt andet relevant materiale. Hvis du har beretninger, pressemeddelelser eller fotos, som du gerne vil have formidlet videre, så kontakt redaktion@arbejderen.dk.


I alt blev mere end 200 personer anholdt i løbet af dagen og natten. 36 er allerede fremstillet i dommervagten. 35 af dem er blevet fængslet sigtet for vold mod politiet og forstyrrelse af den offentlige ro og orden.

Se Pressemeddelelser og artikler om Ungdomshuset


Læs mere om rydningen af Ungdomshuset på
www.modkraft.dk
www.jagtvej69.dk
www.ungeren.dk
www.indymedia.dk


se DR's oversigt - minut for minut

Nedenstående er www.modkraft.dk's 'live-dækning' af uroligheder og aktioner efter Rydningen af Ungdomshuset.

23:41
Et baghus i Blågårdsgade er netop blevet besat. Området er fuld af politi, så det er næppe sandsynligt at besættelsen kan holde længe.
På den anden side er politiet stadig travlt beskæftiget med uro flere steder i bydelen. Der er lige nu bål i Bragesgade, på Blågårds Plads og på Nørrebrogade. Politi med tåregasmasker her netop fortrængt en gruppe demonstranter, der blev ved med at dænge materiale på barrikadebålet ud for Blågårdsgade.

23:23
Sørgeoptoget er nået frem til Folkets Park, hvor demonstranterne har fået mulighed for at lægge blomster ved kisterne.
Demonstrationen er ved at ebbe ud, men en kilde siger stemningen blandt demonstranterne sagtens kan føre til mere aktivitet.

Barrikadebyggeriet og ildpåsættelsen af skraldecontainere er igen blusset op på Nørrebrogade ved Blågårdsgade - for 6-7 ... måske 8. gang i aften.

23:22
Der er stadig brændende biler flere steder på Christianshavn.

23:21
Der tændes bål og samles brosten omkring Folkets Park, hvor arrangørerne af sørgemarchen har opløst demonstrationen, skriver politiken.

23:02
Politi opstillet i sidegaderne bestemmer tilsyneladende, hvor sørgeoptoget skal bevæge sig hen. Optoget er nu svinget ned ad Griffenfeldsgade og nærmer sig Folkets Park, som på forhånd var udsagt som bestemmelsessted for demonstrationen.

22:52
Fakkel- og sørgetoget er af politivogne blevet tvunget til at dreje væk fra Jagtvej. Optoget kom til Jagtvej ad Ågade, og er nu svunget ind mod centrum af byen igen ad Ranzausgade. Det er uvist hvor demonstrationen ender.
Langt mere politi er nu synlig omkring demonstrationen.

22:40
Sørgeoptoget begynder at nærme sig Jagtvej ad Ågade. Demonstrationen fylder hele vejbanen og udgør omkring 1.000 personer, oplyser en kilde i demonstrationen.

22:15
Sørgeoptoget er vokset på sin vej ud mod Nørrebro. En kilde, der for kort tid siden vurderede antallet af demonstranter til 200, mener at det nu er vokset til over 700. Demonstrationen bevæger sig nu ud af Åboulevarden.

22:11
Cirka et par hundrede mennesker har samlet sig til et sørgetog, som netop er afgået fra Rådhuspladsen. Mange demonstranter har fakler og der er tre kister med i optoget. En af kisterne har påmalet ordet »ytringsfrihed«, en »frihed« og den sidste »mangfoldighed«. Demonstrationen bevæger sig ad Vester Voldgade i retning mod Nørrebro.
Der er ikke meget synligt politi omkring demonstrationen, der dog også er erklæret ikke-voldelig.

På Nørrebro rydder politiet stadig op i de barrikader, der bliver ved med at genopstå i kvarteret. Lige nu er politiet i gang med at fjerne cykler fra krydset ved Blågårdsgade og Nørrebrogade.

21:56
Gæster på værtshuset Café Blågårds Apotek på Blågårds Plads fortæller, at politiet stadig holder gæsterne tilbage fra at forlade stedet. For nogle minutter siden kom nogle betjente ind på værtshuset og trak et par tilfældige gæster med ud på gaden - til syneladende tilfældig og uden mål og med.

21:53
Politiet er ved at fjerne brændende biler og containere i sidegader til Torvegade på Chrstianshavn.

21:51
En større politistyrke er ankommet til Christianshavn, hvor der er bål i flere sidegader til Torvegade.

21:49
TV2 oplyser, at personer fra Faderhuset har besigtiget Ungdomshuset i dag. Leder af Faderhuset, Ruth Evensen, skal nu afgøre om bygningen skal rives ned. Ruth evensen udtaler om optøjerne: »Jeg synes det er uhyggeligt, at det kan foregå i Danmark.« (Kilde: Ruth Evensen i DR.)

21:48
Gadekampe ruller stadig rundt på Nørrebro. Ikke som intensive kampe, men genem små bevægelige grupper rundt omkring i kvarteret. De laver bål og kaster brosten på politiets biler, når de dukker op. Når politiet forsøger at storme grupperne, trækker de sig tilbage og starter nye aktioner op andre steder.

Det er ikke kun brændbart materiale, der er blevet brugt til barrikadebyggeriet i løbet af aftenen. Også cykler er blevet lagt ud på gaderne for at lægge forhindringer i vejen for politiets bevægelighed i bydelen.

Efter de fem grundlovsforhør, der er overstået, er alle blevet varetægtsfængslet i 27 dage, oplyser DR.

21:43
Torvegade er spærret ved prinsessegade. Der er brændende biler ved Christiania.

21:38
Støttedemonstration for Ungdomshuset i Aalborg

21:32
Ifølge DR er en 18-årig kninde og en 36-årig mand blevet varetægtsfængslet for bl.a. vold mod politiet.
Politiet oplyser at ialt 160 personer er blevet anholdt indtil videre.

20:45
Blå flammer stadig op flere steder på Nørrebro. Lige nu er der uro i området omkring Sankt Hansgade og Ravnsborggade. Det er små grupper, der antænder bål og affyrer kanonslag.

Politiet har forladt flere af det steder, hvor der tidligere har været bål, blandt andet på Nørrebrogade ved Blågårdsgade. Nye bål antændes flere af disse steder.

På Blågårds Plads er værtshusgæsterne på Café Blågårds Apotek blevet lukket inde. Gæster, der har forsøgt at forlade stedet, har af politiet fået ordre på at gå ind på værtshuset igen. Værtshuset ligger i et område, hvor der er store mængder tåregas, gæsterne klager over generne.

20:14
Uroen på Nørrebro synes at stilne af. Politiet er flere steder gået i gang med at rydde op efter bål og barrikader med brændslukningmateriel og bulldozere.

Der er dog stadig brændende barrikader flere steder, blandt andet i Blågårdsgade ved pladsen, hvor der muligvis er optræk til optøjer.

Der er desuden opstået bål nye steder, bl.a. på Jagtvej på grænsen til Frederiksberg og ved Nørrebrogade. Her der til gengæld ikke ret mange mennesker.

Biler er flere steder blevet slæbt ud på vejbanerne. I Frederik den 7.s Gade er to biler desuden blevet væltet.

19:28
Politivogne samler sig nu i sidegaderne til Nørrebrogade omkring Griffenfeldsgade.

Politiet opfordring til at forlade gaderne må forstås som et udgangsforbud, siger en repræsentant for Ungdomshuset.

Politiet meddeleler over højtalervogne, at stenkast vil blive besvaret med tåregas. Ungdomshuset har på sin hjemmeside, hvordan man skal forholde sig sundhedsmæssigt, hvis man udsættes for tåregas.

Der udvikler sig nu gadekampe på Nørrebrogade ved Blågårdsgade. Politiet har taget hunde ud af vogne og ser ud til at være klar til at sætte dem ind. Politiet forsøger at trænge demonstranterne ned ad Blågårdsgade. Der er smidt tåregas.

19:10
Politiets vogne kører nu rundt og opfordrer folk til at forsvinde fra gaderne med henvisning til grundloven og opløsningen af opløb. Området på vil blive ryddet, hedder det.

Skraldespande fra Blågårdsgade er blevet antændt med ild og kørt ned på Nørrebrogade, hvor en barrikade bygges op af spandene.

Der er gadekampe omkring Griffenfeldsgade på Nørrebrogade. Politiet har kastet tåregas. Også omkring Griffenfeldsgade er der også brugt tåregas.

18:57
Aktivister har bygget barrikader på Nørrebrogade ud for Griffenfeldsgade. Der bliver kastet sten mod politiet. Demonstranter, der er blevet presset af politiets fremrykning mod barrikaderne, er flygtet ned af Griffenfeldsgade.

Et par hundrede længere nede er der også samlet demonstranter omkring småbarrikader med bål.

18:43
Der er brændende barrikader på Stengade. Til gengæld er der kun meget få mennesker. De har tilsyneladende forladt gaden. Tre hollændervogne er netop ankommet til gaden.

Der er også brændende barrikader på Nørrebrogade mellem Kapelvej og Stengade.

Demonstranter synes spredt rundt i kvarteret. Og kilder fortæller at politiet jagter små grupper af demonstranter i smågaderne på op mod Nørre Alle. De samler desuden i efterladenskaberne efter demonstranterne.

På Nørrebrogade spærrer politiets hollændervogne og kampklædte betjente igen vejen ind til City - samt indgangen til Blågårdsgade.

18:32
Aktivister har efter opløsningen af fællesdemonstrationer bygget barrikader i på Fælledvej. De har angrebet politiet med flasker og sten.

De er derefter ifølge øjenvidner blevet trængt op mod Sankt Hans Torv, hvor de er fortsat videre op ad Nørre Allè.

18:22
Kilder ude ved Ungdomshuset fortæller, at et par hundrede demonstranter har samlet sig foran politiets kæder. Her er alt roligt.

Demonstranter fra demonstrantionen er spærret inde på Nørrebrogade et par hundrede meter inde mod byen - ud for Sjællandsgade.

18:16
Den store demonstration skal ifølge kilder på stedet være blevet spredt i mindst tre grupper. Gruppen nærmest Ungdomshuset består af et par hundrede aktivister, der skal være blevet lukket inde af politiet.

18:10
Demonstranter har tilsyneladende spredt sig ud i kvarteret. Omkring Sjællandsgade og Guldbergsgade går flere grupper omkring.

Hollændervogne cirkler også rundt i området og er flere steder blevet angrebet af aktivister. Prinsesse Charlottesgade skal være blevet spærret med hunde.

18:05
Politiet har delt demonstrationen op i to på Nørrebrogade ud fra Assistens kirkegård. Betjente har stillet sig imellem de to dele.

I megafoner beder politiet demonstranterne om at stå stille, og at de meddeler at de vil tildele den ene del af demonstrationen en ny rute.

Der bliver kastet kanonslag mod politiet.

17:55
Demonstrationen fra Blågårds Plads har udviklet sig til uroligheder. Kilder ved demonstrationen fortæller, at demonstranter har kastet med maling og flasker på Nørrebrogade ud for Peter Fabersgade. Politiken skriver at politiet har svaret igen med tåregas.

17:32
Flere tusinde demonstranter bevæger sig ad Nørrebrogade mod Jagtvej.

17:22
Demonstrationen er i bevægelse mod Nørrebrogade.
Nørrebrogade er spærret af politiet i retning mod city.

17:04
Kort efter at politiet meddeler at demonstrationen er opløst, er politivogne klar til at køre ind foran foran Blågårdsgade ved Nørrebrogade og Åboulevarden. Demonstrationen ser på denne måde ud til at blive lukket inde. Blågårds Plads er samtidig mere end fyldt med demonstranter. Der er folk langt ned af Blågårdsgade.

16:59
En mindre gruppe betjente har via megafoner meddelt, at demonstrationen på Blågårds Plads er opløst. Samtidig er en demonstration fra Christiania netop nået frem til pladsen.

16:37
En demonstration bevæger sig lige nu ned ad Gothersgade. Demonstrationen kommer fra Christiania, hvor aktivister har aktioneret flere gange i løbet af dagen. Demonstrationen er på ca. 500 demonstranter og er på vej mod Blågårds Plads, hvor en større demonstration starter kl. 17.00.
Der er allerede samlet mange demonstranter på pladsen.

16:14
Der forberedes solidaritetsdemonstrationer mange steder, bl.a. i Tyskland.
Se den foreløbige liste

16:06
»Rydningen forløb fuldstændig efter planen, og derfor synes jeg ikke, at det er særligt behageligt at se medierne koge det her op til et kæmpemæssigt voldsomt opgør«. Sådan siger justitsminister Lene Espersen til Politiken. Hun mener, at både medier, aktivister og borgere bør forholde sig roligt.

16:02
Reclaim The Streets-demonstrationen er nu ankommet til Blågårds Plads på Nørrebro.

15:40
Cirka 200 demonstranter går ad Vester Voldgade i Indre By mod retning mod Nørrebro. De kommer fra Rådhuspladsen og er en del af Reclaim The Streets-demonstrationen.

15:11
Der planlægges demonstration i Aalborg og andre større byer kl. 17.00 i protest mod rydningen.

15:10
Klokken cirka 14.00 meddeler politiets talsmand til bl.a. Politiken, at 90 personer er blevet anholdt i løbet af dagen.

15:06
Politiet kontrollerer fortsat fodgængere og cyklister ved Dronning Louises Bro på Nørrebro. Personer, som politiet finder mistænkelige, skal dokumentere, at de har et ærinde eller bor på Nørrebro for at komme ind i bydelen. Det erfarer Modkrafts udsendte.

15:03
Demonstration i protest mod rydningen af Ungdomshuset går fra Christiania kl. 16.00 til Blågårds Plads på Nørrebro, hvor der i forvejen er indkaldt til protest-demonstration.

15:02
Reclaim the Streets-demonstrationen er nu ved Storkespringvandet på Strøget i Indre By.

14:59
Sorggruppe indkalder til fakkeloptog

14:43
Reclaim The Streets-demonstrationen er nu blevet til omkring 300 personer, der er sat i løb i retning mod Strøget.

14:42
Det forlyder, at VUC i Hvidovre og på Amager har de studerende nedlagt arbejdet i protest mod rydningen af Ungdomshuset.

14:30
Den annoncerede Reclaim The Streets demonstration der afgik kl.14. fra Israels Plads i København har netop blokeret krydset ved Nørreport Station i indre by. Det drejer sig om ca 100 aktivister der har sat sig ned på kørebanen og nu afventer politiets ankomst.

14:25
Ifølge en anonym lokomotivfører hos DSB S-tog har samtlige loko-førere netop fået besked på at orientere politiet hvis de ser ”aktivistlignende typer” i togene. Lokomotivføreren kontaktede Modkraft.dk fordi han ikke mente at det var et rimeligt krav, hverken overfor aktivister eller loko-førere.

14:19
30 aktivister fra »Feminister for flere fristeder« har netop blokeret Amagerbrogade, hvor de har larmet og holdt taler til støtte for Ungdomshuset.

13:58
Klokken 14.00 er der Reclaim the Streets-demonstration fra Israels Plads.

13:49
I Stengade på Nørrebro har spillestedet Stengade 30 opstillet et pavillontelt, hvorfra de uddeler the, kaffe og juice. De har opstillet et skilt, hvorpå der står »Politi! I har et valg!«

13:40
Fotos fra blokader og Folkets Hus.

13:33
Ifølge bl.a. Politiken, så skal Ruth Evensen, leder af Faderhuset, senere i dag besigtige Ungdomshuset. Her skal hun beslutte, om bygningen skal rives ned. Politiet gør åbenbart klar til et længerevarende ophold, da de er ved at installere mobile toiletter til betjentene ved Jagtvej.

13:25
Fra Søtorvet/Dronning Louises bro forlyder det fra Modkrafts fotograf at politiet har udvidet deres kontrol af indgangsvejen til Nørrebro, til også at omfatte bilister. Endvidere bliver fodgængere og cyklister nu udpeget, stoppet, visiteret og derefter forment adgang til Nørrebro uden yderligere forklaringer. Da Modkrafts fotograf forsøgte at komme tilbage på redaktionen via broen blev han afvist på trods af at han fremviste gyldigt pressekort. Da fotografen insisterede på at kunne passere og passe sit arbejde blev han bedt om at gå væk. Politimanden nægtede at oplyse sit navn. Dette er en klar overtrædelse af reglerne der giver indehaveren af et pressekort ret til at passere en politiafspærring med mindre der er tale om en turbulent situation. Endvidere har pressen altid krav på at få oplyst politiets navne og tjenestenumre i en situation hvor der nægtes dem mulighed for at dække en konkret begivenhed. Alternativt kan den ansvarshavende politimand på stedet kontaktes, men Modkrafts fotograf blev bedt om øjeblikkelig at forsvinde, hvilket han derefter valgte at gøre.
Se mere her

13:18
Krav om hasteindkaldelse af Borgerrepræsentationen.

12:50
Kilder oplyser, at aktivister på vej til København fra bl.a. Skanderborg og Århus stoppes af politiet. Det er sket for aktivister i tog og i personbil.

12:31
Det forlyder fra vidner at politiet er begyndt på systematisk at stoppe og kropsvisitere folk som til fods eller på cykel er på vej i retning over Dronning Louises Bro mod Nørrebro. Fra Nørrebros Runddel forlyder det at der lige nu er forholdsvis roligt, men at området stadig bliver holdt i et jerngreb af politiet.

12:08
Politiet har afspærret Søtorvet/Dronning Louises Bro for al trafik ud mod Nørrebro. Der er stadig delvis åben for trafik ind mod byen. Også den offentlige trafik er voldsomt plaget af urolighederne, adskillige busruter er omlagt, mens andre er plaget af aflysninger og forsinkelser på grund af de omfattende blokader rundt omkring i byen. Det forlyder flere steder fra aktivister, at de bliver mødt af rasende og aggressive bilister når de blokere trafikken, senest ved en blokade på Åboulevarden hvor flere bilister kastede med ting mod demonstranterne.

Ved forum metrostation er der netop opløst en blokade med affaldscontainere og cykelstativer. Omkring 30 aktivister blev jaget væk fra stedet af politiet.

11:32
Politiet er gået ind i »Folkets Hus«, der ligger ved Folkets Park på Nørrebro. Folkets Hus er et brugerstyret forsamlingshus. På trods af protester og krav om at se en ransagningskendelse, som betjentene ikke var i besiddelse af, trængte otte kampklædte betjente ind i forsamlingshuset.
Betjentene forsvandt dog igen, da alle døre inde i huset var aflåste.

11:00
Følgende er en øjenvidneskildring fra en journalist fra DR’s radionyheder:
»Ca 20 meter fra MCDonalds restauranten på Runddelen havde aktivister bygget barrikader henover Nørrebrogade. Kl. Ca. 9.25 kommer politiet kørende i 3-4 transitter for derigennem at rydde Nørrebrogade. En af transitterne påkører direkte en demonstrant som falder baglæns ned på kørerbanen og bliver liggende med benene inde under bilen. Han bliver derefter anholdt og taget med. Det er uvist hvad der efterfølgende skete med den påkørte aktivist. Det lykkedes ikke politiet at rydde gaden, barrikaderne blev kort efter genopbygget og der blev sat ild til affald og containere«. Fra vidner i lokalområdet forlyder det at der nu er ca. 1.500 aktivister på gaden i protest mod rydningen af Ungdomshuset.

10.38
15 aktivister er blevet anholdt i Folkets Park på Nørrebro.

10.20
Der er brændende containere, der spærrer Torvegade ved Christiania.

10.16
Politiet gør klar til at rydde barrikader på Nørrebrogade

10.05
Der er aktioner forskellige steder. Aktivister har spredt sig. Før rydningen lød det, at der ville blive aktioner alle vegne. Bl.a. har »Feminister for flere fristeder« lavet blokader 12 forskellige steder i byen.

9.49 Cirka 100 til 150 aktivister forsøger fortsat at bygge barrikader over Nørrebrogade. Politiet fjerner barrikaderne ved at køre ind i dem med deres biler.
De tilstedeværende aktivister er vrede og frustrerede.

9.33
Nørrebros Runddel er ryddet for aktivister. Der er forholdsvist roligt, men der er mange aktivister i kvarteret. Stemningen er trykket.
Foreløbigt er der foretaget omkring 20 anholdelser, forlyder det fra Modkrafts udsendte.

8.41
Politiet anholder personer på Runddelen. Der er skubben og masen mellem aktivister og politi.

8.34
Politiet rydder Nørrebros Runddel og begynder at anholde tilstedeværende, der ikke vil fjerne sig.

8.31
Talspersoner fra Ungdomshuset fastholder, at planen i forbindelse med rydningen er, at støtter af huset skal dukke op i lokalområdet.
Imorgen er der protestdemonstration kl. 17.00 fra Blågårds Plads og dagen efter det er der aktionsdag.

8.19
Omkring 100 af Ungdomshusets støtter forsøger at bryde igennem politiets afspærringer på Jagtvej ved Runddelen.
Der er omkring 15 af de såkaldte hollændervogne og ti transitter til stede. Og forsamlingen er nu af politiet erklæret for »opløst i dronningens navn«.

8.15
Assistens Kirkegården overfor Ungdomshuset ryddes for mennesker af politiet.

8.10
Ifølge kilder fra Ungdomshuset er politiet kommet ind i huset lige omkring kl. 7.00.
Politiets aktion er gået meget hurtig. det skønnes, at det har taget omkring fem minutter for politiet at komme ind i huset gennem en container på siden af huset, hvorfra de er brudt ind gennem et vindue eller muren og ved at sætte betjente af på toppen af taget.
Fra Ungdomshuset lyder det, at »sålænge der ikke er et Ungdomshus, er der en kamp for et Ungdomshus!«
To ambulancer er kørt fra Ungdomshuset.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2007 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:50

Indland